I går aftes var jeg og tre veninder så heldige, at vi (alligevel) kunne være med på et strikkekursus hos Tind Textil og kunst. Kurset hed "Der må være en kant" og handlede altså om forskellige måder at kante et arbejde på. 12 forskellige metoder var der. Jeg nåede disse i løbet af de ca. 2 timer.
Til venstre skråbånd, øverst snoet rib og nederst snoet kant.
Den snoede rib var vældig populær, men vi var ikke mindre end tre, som læste anvisningerne forkert. Det kom ikke helt til at passe, når man udelod de to vrangmasker mellem snoningerne...
På det nederste stykke er der snoet på hver retpind, mens det kun er på hveranden på det øverste. Jeg synes helt sikkert, at det er pænest, når det er gjort på hver pind.
Den snoede kant kan man bl.a. se brugt på Bente Geils hue Skumfidus.
Det var vældigt inspirerende og utroligt hyggeligt at sidde "midt" i den flotte butik og strikke. Underviseren var Marianne Middelhede, som er medlem af Netmaskerne. Og som har en - helt uskyldig - fortid med min mand. De var pennevenner, da de var teenagere.
Ud over at strikke, så var der selvfølgelig også tid til at kigge på garn. Jeg var dog forbløffende beskeden i mit indkøb.
Fire 10-grs nøgler Supersoft, var hvad det blev til. Jeg havde bestemt, at jeg ville købe et sæt 2½ mm strømpepinde i træ, men min nærighed løb af med mig, da jeg så at priserne lå mellem 81 og 145 kr. Jeg har givet 59 kr. for hvert af de to sæt jeg har...
Ud over undervisning, kaffe og kage, fik vi også lidt at vide, om en strikkefestival, som skal foregå i Silkeborg i juni.
Selvom der på kortet står, at det foregår fra d. 13. juni, så er det først fra d. 14. til d. 17. Vi har allerede snakket om, at vores årlige sommerudflugt skal gå dertil. Det lød nemlig meget spændende.



















Comments