Parttime Perfectionist

Mors dags-overraskelse

Søndag var det jo mors dag. Det blev forbigået i larmende stilhed her i huset. :-) Troede jeg.

For da Bolette, ved 8-tiden, kom hjem fra sin tjans som hjælper ved en konfirmation i byen, havde hun en flot buket med. Jeg tænkte, at det da var fornemt, at hun havde fået sådan en fin buket, som tak for hjælpen.

Men sådan var det jo slet ikke. Det var en mors dags buket fra hende og Kristian. Den havde stået ude ved fordøren det meste af dagen, men lidt skjult, så derfor havde ingen af os opdaget den, selvom vi faktisk havde været forbi et par gange.

Jeg synes, den er utroligt flot og "dramatisk" og nu står den og lyser op, mens vi har dage, så mørke, at de minder mere om oktober end om maj.

Ny hund??!?

I ugen der er gået, har vores svigerdatter været i praktik hos en hundefrisør. Som forberedelse ville hun gerne øve sig lidt på Rumle (igen)

Som man måske kan se, trods sneen, så trængte han til at blive soigneret. Hun gjorde det for nogle måneder siden og det blev så fint. Det blev ikke ringere denne gang.

Selvom billederne her er taget nogle dage efter seancen, som er meget trættende for en gammel hund, så er det dejligt at hvile sig i "storesøsters" dyne.

Hip hurra!

Så er det igen d. 4. januar og min svigersøn runder 21.

Han holder sig stadig godt og ser lige så sød ud som på billedet her. Hjertelig tillykke Kesse!

Og ham her ser da heller ikke så ringe ud af en 52-årig at være. Michael Stipe fotograferet af sin partner Thomas Dozol.

En forskrækkelse

Jeg har en søn, som ikke mener, at man skal lade noget være uprøvet. Det er sådan set et udmærket princip, men her i weekenden valgte han at prøve noget, som han godt kunne have ladet være. Han sagde ja til speed.

Af den grund kender min mand og jeg nu til Modtagelse og Akutafsnittet på Viborg sygehus. For det gik rent galt, da tømmermændene bankede på i løbet af lørdagen. Han hyperventilerede, fordi han fik det dårligt, det blev forstærket pga. panik og det endte med først føleforstyrrelser og så kramper.

Vi blev ringet op ved 22-tiden, hvor han lød nogenlunde normal, men pga. de underlige symptomer blev vi enige om, at vi skulle hente ham - i Skive, hvor han bor nu.

Da vi var kommet i bilen, ringede jeg for at fortælle, at nu var vi på vej. Og da blev jeg panikslagen, for han var helt uforståelig, talte usammenhængende og vrøvlede mere end første gang. Han fik mig dog gjort begribeligt, at han havde fået fat på en kammerat, som var på vej. Og senere, at de havde fået ringet efter en ambulance. Som altså kørte ham til Viborg.

Det var en ualmindelig lang tur, men vi fik endelig en forklaring. Jeg havde spurgt, utallige gange i telefonen, om han havde taget noget, men han sagde nej. Han havde ikke kunnet få sig selv til at sige det til mig, men han havde dog sagt det til ambulancefolkene, sådan som jeg havde "banket ind i hovedet" på ham, at han skulle gøre.

Han fik flere omgange skældud, både af læge og os. Der var heller ikke nogen, som syntes det var særligt synd for ham, at han både havde fået taget temperatur på den gammeldags måde, og at han skulle have lagt et drop i hånden, så han kunne få noget væske.

Da han var faldet til ro kørte vi hjem igen. Kl. 3.15 stod vi foran døren og gik i seng ret kort efter. 8.15 ringede han for at sige, at han måtte komme hjem efter stuegang kl. 9, så vi stod op og kom i kludene og afsted. 10.15 stod vi igen på stue 11 og kunne tage ham med hjem til Skive.

Derfor var her helt stille i går.

Må jeg lige få lov at prale lidt?

Jeg har et ualmindeligt dygtigt barn. Se nu her, hvad hun har bakset med i flere uger!

Alle de små dele (strimlerne er 1 cm brede til slut) er beklædt med tape, før de er foldede og lavet til dette fine armbånd.

Dette er endda nr. to. Det første er lavet uden tape, så det er nok ikke helt så holdbart som dette. Og farverne kommer også mere til deres ret her. Men de er begge fine og jeg er imponeret over hendes tålmodighed.

Tillykke, tilllykke, tillykke

til min lillebror, som fylder 50 i dag!

Billedet har jeg tyvstjålet fra hans Facebook album, men jeg har vist ingen (digitale) billeder af ham ellers.

Nu har jeg efterhånden vænnet mig til, at også mine søskende bliver 50, men det er nu alligevel lidt underlig, at han, den forkælede unge, også er blevet så gammel. :-)

Flyttefirmaet Kammersgaard & Kammersgaard

Intet job for lille - intet job for stort! Med lidt kreativ tænkning, så kan der være meget i en Hyundai Getz.

Med på dette læs er der f.eks. en cykel. Hjulet kan man se til højre, resten befinder sig under bjerget af dyner, puder, madvarer, lidt vasketøj, bestik og service. En støvsuger, et lille bord (skilt ad) og en computer blev der også plads til.

Til gengæld blev der ikke plads, rent tidsmæssigt, til besøg hos Café Savilla. Men hva' nu er det unge menneske installeret i Skive, så der kan jo altid arrangeres et besøg - begge steder.

I går var første dag på uddannelsen til datamatiker, så nu kan vi vist ånde lettede op efter en mildt sagt nervepirrende tid, som varede lige fra maj til d. 22. august, klokken ca. 16.

For at gøre en lang historie lidt kortere, så måtte han tage matematik på VUC om aftenen, for at kunne blive optaget. Han er ikke så stiv i det, læreren var ikke så god til at forklare om og allerede omkring jul var han bange for, at det ikke kom til at gå så godt til eksamen. Hans bange anelser slog til, han dumpede i mundtlig og fik 2 i skriftlig.

Men der var et sommerkursus på VUC. Ganske vist med den samme lærer, men for at få det overstået, meldte han sig til og tog tre ugers ferie i august. Første dag fik han at vide, at der ikke ville blive nogen eksamen og at det i det hele taget ikke kunne bruges til noget som helst.

Heldigvis havde hans uddannelsessted det samme kursus. MED eksamen, så han fik arrangeret sig med kørsel i de to første uger og boede hos Emil den sidste uge. Det var kun nødvendigt at gå til skriftlig eksamen og det gik heldigvis godt, han fik 4. Så endelig kunne han for alvor gå i gang med at flytte adresse, sige sit værelse og arbejde op, bestille bøger osv. osv.

Jeg kunne sige/skrive meget uvenligt om VUC Holstebro/Lemvig/Struer, men jeg lader være. Jeg har nemlig et barn, som går derude nu. Fantastisk nok blev hun optaget efter 117 breve, opringninger, SMS'er og mails. Der kunne være lidt mere styr på tingene, vil jeg nøjes med at sige.

Og tak, fordi du læste med så langt! :-)

Jeg FIK en rød Fiat 500

Den sjoveste og mest "overraskende" fødselsdagsgave fik jeg af mit yngste barn og svigersønnen. Det er hendes idé. Ingen tvivl om det!

What´s in a Name

Mens jeg skrev indlægget om min bedstemor i går, kom jeg i tanker om en masse, som jeg kunne have fortalt. Men een ting glemte jeg, som jeg havde bestemt jeg skulle have med. Nemlig hendes fornavn. Hun hed Helna.

Det var nok allerede dengang heller ikke det mest almindelige navn. Hun havde i hvert fald altid et værre bøvl, når hun skulle opgive sit navn. Det blev til Elna, Helena eller Helga - eller andre endnu mere fantasifulde varianter, som jeg ikke lige husker.

Jeg kan heller ikke huske, om hun havde bøvl med efternavnet Kammersgaard. Men det har jeg selv. Jeg skal tit stave det, S'et i midten bliver ofte glemt og det er blevet til enten Kammersskov eller Kamstrup (et almindeligt efternavn her i området, så måske er det derfor man kan tage så meget fejl.)

Jeg sagde altid, som barn/teenager, at fik jeg en pige, så skulle hun hedde Helna. Da jeg nåede til skelsår og alder (og mine fulde fem) ændrede jeg det til, at hun skulle have det som mellemnavn.

Da jeg endelig fik en pige, var min bedstemor død, så hun oplevede ikke, at jeg ikke holdt mit løfte. Til gengæld tror jeg egentlig ikke, at hun blev særligt skuffet over, at jeg ikke opkaldte nogle af mine drenge efter hendes far, som jeg ellers også, i min uforstand, havde sagt jeg ville. Han hed Budolf...

Min bedstemor

I dag ville min bedstemor være fyldt 98, hvis hun havde levet. Underligt at tænke på, at om to år kunne hun være fyldt 100.

Hun delte fødselsdag med en meget kendt dame.

Kilde

Edvard Eriksens statue af Den lille havfrue blev opstillet på Langelinie d. 23. august 1913.

Min bedstemors liv kom nu ikke til at foregå helt så meget i rampelyset som havfruens. Hun var ledvogterske, ved Vogterhus 10 lige uden for Aulum.

Her kan man se hende, på et billede fra 1935. Det har været brugt i en artikel i Dansk Jernbaneklubs blad Jernbanen, derfor teksten.

Bag toget gemmer sig et skilderhus. Her skulle ledvogteren (det kunne også være en mand) ringe til stationen og fortælle, at nu var toget passeret. Jeg kan stadig høre hende sige det og mærke duften af koks i kakkelovnen.

Hendes liv var ikke dramatisk i den forstand. Men den dag hun fyldte 30 var der dramatik i og omkring Aulum.

 

Kilde

Toget blev afsporet pga. jernbanesabotage. Der var nu ikke bulder og brag, for det var foregået ved at skinnerne var blevet løsnede. Selvom det da nok har larmet lidt, da togvognene væltede. 

Men tragedier var der til gengæld nok af. Mine bedsteforældre mistede 4 ud af de 7 børn de fik. Den ældste dreng Leif, døde af tarmslyng og de 3 sidste var såkaldt Rhesusbørn, som døde før fødslen eller lige efter.

Da jeg var barn syntes jeg bare, at det var spændende historier at høre. Nu kan jeg forstå, hvor helt forfærdeligt det har været.