Parttime Perfectionist

Aah, sol!

London 4.0

Dette indlæg begyndte jeg på d. 2. april. Det er meget langt og meget ordrigt. Så langt, at jeg måske skulle have delt det op, men nu bliver det som det er, for jeg gider egentlig ikke rigtigt kigge på det mere. :-) Og hele to gange har Typepad sagt Ooops - something went wrong, når jeg ville gemme. Jeg har heldigvis fået det reddet hver gang, så nu har jeg tre udgaver af indlægget. Dem beholder jeg lige, indtil jeg er helt færdig!

Søndag skulle det store slag så stå. Vi skulle til The Spring Knitting and Stitching Show. Vi havde bestemt, at vi ikke behøvede tage alt for tidligt af sted, fordi vi ikke skulle andet denne dag.

Det burde vi måske have "tænkt om", for det tog faktisk en krig at komme fra The City til Kensington. Jeg havde, af flere grunde, valgt at vi skulle besøge udstillingen søndag.

En af grundene var, at der i weekenderne kører et tog fra Earl's Court til Olympia. Så burde det jo være så nemt! Vi skiftede ved Tower Hill og så gik det mod Earl's Court. Da vi nåede dertil, skulle vi finde ud af, hvordan vi så kom videre til Olympia stationen. Vi var ikke de eneste, som skulle den vej - og vi var ikke alene om, ikke helt at vide, hvad vi skulle gøre. Der var et skilt og der var også en mand i en højtaler, men vi valgte at springe på et tog, som holdt på perronen - fordi der på skiltet stod noget om "det første tog til" - et eller andet sted. Det viste sig, at det kørte mod West Kensington, hvor vi aldeles ikke skulle...

Men det var ikke så skidt, at det ikke var godt for noget. Vi trængte til at få tømt papirkurven på værelset, så vi havde taget en pose affald med. Den kom vi langt om længe af med på perronen på West Kensington station. :-) Indtil da, havde vi ikke set en eneste skraldespand. De findes, men grunden til, at der ingen er på de store stationer osv., er nok, at der kan placeres andre, mere ubehagelige ting, i dem end ufarligt affald.

Heldigvis skulle vi bare op ad nogle trapper, hen over skinnerne via en gangbro og ned ad nogle andre trapper for at kunne komme med det tog, som kørte tilbage til Earl's Court. Vi fandt ud, hvordan vi kom videre og så langt om længe nåede vi frem. Olympia ligger lige over for stationen, så det var jo dejligt. Det viste sig dog, at vi skulle hele vejen hen langs bygningen, om et hjørne to gange og så ned langs næsten hele den anden side, inden vi endelig nåede den indgang, som ledte til det forjættede land.

Inden døre fik vi kontrolleret billetter, købt et katalog og afleveret overtøj.

Og så kunne vi gå i gang med at kigge på de næsten 200 stande med garn, stof, broderi, sakse, nåle, linealer, lamper, uld, lædervarer, bånd, strikkepinde og meget, meget mere.

Vi gik lidt omkring på må og få og så masser af spændende ting. Lidt indkøb blev det også til, bl.a. hos Favourite Fabrics,

men efterhånden var vi blevet sultne, så vi satte kursen mod cafeteriet, hvor man bl.a. kunne få Sheperd's pie, så det prøvede jeg.

Da vi var færdige med at spise, gav vi os til at gennemgå kataloget slavisk og krydsede af, hvilke stande vi ville besøge. Og det var en god idé, for så gik vi specifik efter dem og sprang over alle dem, som ikke var så spændende.

Da vi torsdag var hos Liberty købte jeg ikke noget til mig selv, bl.a. fordi jeg tænkte, at der nok skulle være nogle, som solgte Liberty stoffer og andet på messen. Og det kom til at slå til. Der var hele 5 forhandlere.

En af dem var Alice Caroline som også har en blog. Hun har mange sjove ting, som ikke er voldsomt dyre (eller som kan købes i mindre kvanta) bl.a. havde hun små stykker stoffer med, som lå i en smuk dynge - og som var genstand for megen roden af ivrige hænder. Jeg fik fat i et enkelt stykke, det som jeg allerhelst ville have.

Fra den nye kollektion Botanical Gardens.

Og så var der Worn and Washed, som jeg særligt havde glædet mig til at besøge. Det er efterhånden mange år siden jeg opdagede Kim Porters lille foretagende, hvor hun bl.a. sælger genbrugte stoffer.

Jeg kiggede hos Liberty, som også sælger det, både i 2010 og denne gang, men der var kun nogle temmeligt kostbare pakninger. Men her på messen kunne man købe en mindre, så nu har jeg endelig en pose med fine gamle genbrugsstoffer. Som jeg selvfølgelig selv kunne samle ved at besøge 117 genbrugsbutikker. Det ville bare tage lang tid og jeg ville ende med at have meget mere stof end jeg overhovedet behøver have.

Og så bilder jeg mig da også ind, at jeg aldrig ville kunne finde noget helt så fint, som dette her.

Efterhånden var vi ved at være trætte, og vi var ved at være gennem de stande, som vi ville se. Der var desuden kommet et par stykker eller 5 til undervejs, det var ikke altid til at gennemskue, hvad de handlede med, ud fra navnet.

Et særligt spændende indslag var 5 udstillere, som sælger deres ting gennem Folksy, en britisk pendant til Etsy. Der var meget fint at kigge på og jeg købte også en enkelt ting.

Et bundt garn fra Sparkleduck. Det er helt utroligt blødt og meget smukt i farverne.

Bundtet til venstre er Koigu. Som, såvidt jeg ved, ikke kan købes her i landet. Det er Painter's Palette.

Jeg købte faktisk to bundter Koigu, det rustfarvede var en forsinket fødselsdagsgave, som jeg i mellemtiden har fået afleveret.

En Fat Quarter Liberty stof fra Sunflower Fabrics blev det også til.

Jeg ærgrer mig lidt over, at jeg ikke spurgte, om jeg måtte tage billeder af de forskellige stande, for jeg har senere fundet enkelte indlæg på blogge rundt omkring, hvor der er billeder. Men så kan jeg jo henvise til dem her, Gem Davis' indlæg har flere billeder i en god størrelse. På bloggen Holding Mummy's Hand er der også et rigtigt godt indlæg, hvor man bl.a. også kan se et glimt af Libertys stand.Og Rachell 

Er man på Facebook kan man se billeder på The Knitting and Stitching Shows FB-side. Jeg spurgte, om jeg måtte tage bileder, da vi nåede til The Quilter's Guilds udstilling med traditionelle quilts. Jeg fik at vide, at de skulle være til "strictly personal use".

Men nu har jeg flere steder set billeder rundt omkring, uden kildeangivelse, så nu tør jeg også godt. Jeg sørger altid for at få navnet på quilteren med, det synes jeg simpelthen, at man skylder den, som har gjort det ofte store, og flotte, arbejde. Desværre fik jeg hverken taget ret mange (udstillingen var dog heller ikke kæmpestor) eller særligt gode billeder.

All Fall Down af Pam Bowles.

Star Struck af Angela Browning.

Og så var der to, som var mine absolutte yndlings, men som desværre er anonyme, fordi der ikke var noget skilt ved dem. De var ikke med i den egentlige ophængning, men fungerede som reklame for foreningen. Og det gjorde de godt, synes jeg.

Syet af stoffer fra Lotta Jansdotters kollektion Echo

Og så denne, som meget vel kan være syet af stoffer fra bl.a. Worn and Washed.

Så var krudtet efterhånden helt brugt op, vi fik hentet overtøjet og forlod Olympia for denne gang. Turen tilbage til stationen virkede ikke nær så lang, men nu kendte vi den jo også. Og vi var rigtigt heldige, der var et tog på vej, 10 minutter var der til det kom. Ellers havde vi skulle ventet næsten 40 minutter på det næste, og da det var begyndt at småregne, og vi ikke ligefrem var helt vildt energiske længere, så var det dejligt, at vi nåede det.

Hjemturen var knapt så indviklet som udturen, men den var dog præget af, at flere sektioner af undergrundsnetværket var lukket, pga. vedligeholdelse i lige netop denne weekend. Vi nåede dog hjem i god ro og orden, slappede lidt af på værelset og så gik vi ud for at finde et sted at spise, eftersom det var vores sidste aften.

Det er altid nemt at finde noget i London. Vi havde det ekstra nemt, fordi Old Spitalsfield Market ligger så tæt på vores hotel. Vi endte på The Giraffe. Hvor vi fik glimrende mad, masser af varme fra en elektrisk varmer og lidt for høj musik som underholdning. Men det stod på skiltet udenfor, så det var på eget ansvar, at vi gik derind.

Louise

Vores svigerdatter, som fylder år i dag! Tillykke med dagen!

London 3.2

Lørdag fik jeg endelig lejlighed til at købe andet end mad og drikke. ;-)

Jeg købte lidt på markedet - faktisk var det et meget beskedent indkøb.

En pose med stumper af gamle broderier og andet. Jeg gav 1.50 £ for det, det må da siges at være billigt. Og jeg kan ikke nænne at klippe i den slags, så så er det jo dejligt, at der er en anden, som har gjort det for mig.

Og så fik jeg en tidlig mors-dags-gave af Bolette.

   

En håndsyet broche - som jeg da sagtens kunne lave mage til selv. Men - hvornår får jeg gjort det??

Bolette købte også lidt småt og godt. Vi blev nærmest suget hen til en stand, hvor der bl.a. solgtes smykker, lavet af farveblyanter. Duften af dem var meget tydelig, når man kom i nærheden.

Vi fik også en meget hyggelig snak med den kvindelig halvdel af parret, som har lavet de fine ting.

Det blev også til en halskæde med et lille hjerte. Firmaet, som hedder I am Acrylic, laver nogle rigtigt søde ting og det tog lidt tid at vælge.

Og ellers osede vi godt og grundigt og så selvfølgelig flere ting, som godt kunne være kommet med hjem. Bl.a. var jeg temmelig betaget af de håndgjorte tasker fra Williams. F.eks. så er tasken her da ikke det grimmeste jeg har set.

Smykkekunstnere var der også mange af. Her Kristin Stride.

Etsy

Og et andet firma med det spøjse navn Rogue Lobster.

Etsy

Der var rigtigt meget at kigge på og vi var selvfølgelig ikke alene, men det var nu slet ikke så svært at komme omkring eller at komme til at se på de udstillede varer.

Her er et indlæg om nogle andres indtryk af dagen. Jeg er lige ved at tro, at det var den selvsamme dame, vi så få håret sat efter alle kunstens regler a la 40'erne. Der er desuden også lidt om Collectif og Rokit, hvor vi også var tidligere på dagen.

Men vi var jo også hos Loop. Og der fik jeg købt to bundter garn. Da den søde unge dame spurgte, om jeg ville have en pose til dem, sagde jeg fluks ja tak, for jeg skulle da også have en bærepose, hvor der stod Loop på. Det viste sig at være en stofpose. Ikke af den bedste kvalitet, men det gjorde jo ikke noget.

og i den var garnet.

To bundter Loft i farven Soot. Før vi tog af sted, havde jeg en idé om, hvad jeg ville strikke, det er siden gået i glemmebogen. Men skidt, jeg skal nok finde på noget andet - eller komme på det igen - det gør heller ikke så meget, for dette garn gør sig rigtig smukt, som det er. :-)

London 3.1

Kunst - både "etableret" og street art er der masser af, i og omkring Brick Lane/Spitalfields.

Tranen her er vældig berømt og ofte fotograferet, hvilket man kan se, hvis man kigger på Flickr og søger på Brick Lane. Den er malet af den belgiske street artist Roa.

Christ Church Hall var oprindeligt en kirke for de franske huegenotter, som kom til Spitalfields i 1700-tallet. Senere blev det en tysk lutheransk kirke, så tog baptisterne over, og i en periode var det metodisterne, som brugte stedet. Endelig blev bygningen overtaget af Christ Church og blev til Christ Church Hall. Stenen er fra udvidelsen i 1864.

Charles Dickens læste af sine værker her og i 1888 var Elinor Marx-Aveling (datter af Karl) med til at arrangere strejkemøder for de kvindelige ansatte på Bryant and May tændstikfabrikken. Dette ledte til dannelsen af de engelske fagforbund.

Vi var også derinde. For der var denne dag boder med vintage tøj. :-)

Her frarådes/forbydes parkering! :-) Der er flere af den slags morsomme advarsler langs husmuren.

Endnu et eksempel på street art på Brick Lane, ikke langt fra Moskéen.

Skilt på Old Spitalfields markedsbygningen. Robert Horner var den sidste privatmand, som ejede bygningerne, hvis sidste etape blev bygget mellem 1885 og 1893.

Kunst af den mere etablerede slags på Spital Square.

Mindetavlen på Liverpool Street station for de ansatte ved Great Eastern Railway, som faldt i Første Verdenskrig.

London 3.0

Da vi vågnede lørdag kunne jeg godt mærke, at vi havde været meget omkring fredag. Vi havde i forvejen bestemt, at vi skulle være hjemme hos os selv og bl.a. kigge lidt mere på Brick Lane. Bolette havde en liste med hjemmefra, over butikker, som sælger vintage tøj. Så dem ville vi finde, vi ville kigge på Old Spitalfields Market igen og måske tage til Islington og besøge Loop.

Planen var, at vi skulle kigge på diverse butikker i og omkring markedet og så slutte på Brick Lane og omegn, før vi gik tilbage til boderne. Men da de fleste butikker først åbner kl. 11, så måtte vi ændre den plan, dvs. vi begyndte bare fra den anden ende.

Vejret var ikke det bedste, som man kan se. Vi gik lidt omkring på må og få for at finde et sted, hvor vi kunne få morgenmad. Det blev til  Café 1001. Som havde et helt overdådigt udvalg og som også serverede en udmærket morgenmad (The Gardens of Babylon fik jeg!) som dog godt kunne have været lidt varmere. Men der var rigeligt og det var udmærket.

Efter det var vi klar til

Old Truman Brewery, som i dag fungerer som et kulturhus, med butikker, spillesteder og meget andet.

Brick Lane Bookshop, hvor jeg så en bog, som jeg meget gerne ville have.

Brick Lane Jamme Masjid - den store moské - som tidligere har været både kirke og synagoge - alt efter hvilken religion, der, gennem tiderne, var den fremherskende hos flertallet af områdets beboere. Det, der ligner en smukt udsmykket skorsten er minareten.

Christ Church School, der, såvidt jeg har kunnet finde ud af, stadig fungerer som skole.

Endelig vendte vi tilbage til Old Spitalfields Market. Hvor vi endnu engang var heldige. Det var den 3. lørdag i måneden, så der var Pop Up Vintage Fair. Det betød bl.a., at der var en masse spændende boder med håndlavede smykker, kunst, tøj og brød og kager. Vi gik længe rundt og fandt begge to et par skatte. Jeg fik bl.a. en tidlig morsdagsgave, som jeg er meget glad for.

Vi var desuden i butikkerne, som ligger inde i selve markedsbygningen, Collectif, hvor jeg følte mig hensat til mine teenage-år, hvor jeg købte mit tøj i Kirkens Korshærs glimrende butikker. Tøjet her er nyt, men tydeligt inspireret af 40'erne og 50'erne. Og hos Elemental   kunne vi snildt have taget dette lille skab under armen. Det ville fylde det meste af væggen i et hvilket som helst rum i det her hus, så det var nok bedst, at vi lod det stå...

Inspitalfields blev vores yndlings. Der er så mange sjove og anderledes ting, som man ikke ser andre steder. Når man kigger på mange udenlandske webshops, så opdager man ofte, at meget af udvalget faktisk er dansk eller i hvert fald skandinavisk. Det var der vist ikke et eneste stykke, som var her.

Butikken har ikke en hjemmeside endnu, men her kan man til gengæld komme ind og kigge.

Efter flere omgange mellem alle boderne gik vi tilbage til hotellet, dels for at få et lille hvil og dels for at få tørre sokker på.

Og så fortsatte vi ud på den næste udflugt, som skulle gå til Islington. Her ligger Loop, på Camden Passage nr. 15. Jeg havde glædet mig meget, for butikken er den nærmeste forhandler af Jared Floods garn Loft. :-)

På billedet her kan man ikke se indgangspartiet. Her er et bedre billede af hele facaden. Hvor man kan se, hvor smal døren ind er. Det var kun den ene dør, som var åben, så man skulle næsten være en size 0 model for at komme ind. Det er jeg langt fra, så jeg måtte sidelæns ind.

Lige inden for døren er der et trin op, men ingenting at holde ved, så jeg kravlede nærmest ind. Det var meget ugraciøst. Der stod heldigvis en stol lige indenfor, så den kunne jeg støtte mig til, men jeg følte mig ærlig talt noget bøvet.

Men det lykkedes mig at købe et par bundter garn, vi fik også kigget flygtigt på resten af butikken, dvs. nederste etage, der er nemlig også et rum længere oppe. Men der var ikke så længe til lukketid (som er kl. 18) og vi var ved at trænge til at komme hjem, så vi gik lidt hurtigt. Ud af døren gik det noget nemmere.

Billederne er taget ind gennem vinduet, så de er ikke de bedste, men man kan nok godt genkende Marin. Som jeg helt sikkert skal have lavet endnu en udgave af, for nu hvor jeg har fået den i brug, har jeg fundet ud af, at den er for lille.

På det øverste billede fra butikken kan man se Juju Vails Pop Spots. Det fik jeg også vældig lyst til at lave efter at have set det i virkeligheden.

Og her er et af Julie Arkells fantastiske væsner lavet af papmachier og pyntet med gamle stofbidder, broderi og andre finurligheder.

Vi tog undergrunden tilbage til Liverpool Street og begav os hjemad. På vejen hjem købte vi sushi med fra Wasabi.

Dette er Bolettes portion. Min var betydeligt mindre, men jeg er ikke så vild med sushi. Således endte en vældig god og indholdsrig dag. 

London 2.0

Fredag var dagen, hvor det helt store slag skulle stå. Vi skulle på Oxford Street og Regent Street, så Bolette kunne få lidt nyt tøj.

Derfor skulle vi have noget at stå i mod med, så vi var på The Polo Bar, en typisk engelsk "caf", hvor man sidder meget tæt og hvor de danske sundhedsmyndigheder ikke ville uddele mange smiley'er. Men maden var glimrende og teen var stærk.

Bolette er hverken særlig høj eller særlig bred, så det er svært for hende at finde tøj, som passer ordentligt i en almindelig tøjbutik. Men hos TopShop har man en hel afdeling med størrelse Petite. Så der lagde vi ud, efter at være stået af toget på Oxford Circus.

Vi tilbragte omkring 1½ time i et infernalsk spektakel af musik, som drønede ud over de handlende og de ansattes hoveder. Akustikken må have været helt umulig derinde, for vi var i andre butikker, som underholdt deres kunder og der var det meget mere udholdeligt.

Heldigvis endte det med et par køb. Det var nemlig en virkelig prøvelse. Ud over at skulle holde musikken ud, så var der også et meget strengt regelsæt for hvem der måtte komme med i prøverummene (eller rettere ind på området med prøverum.) Mænd var helt forment adgang.

Jeg blev udstyret med to stykker ubestemmeligt tøj, et par skrigpink shorts og en "las" af en kjole, som jeg helt tydeligt ikke kunne passe, men så havde jeg en lovlig grund til at gå med. 2 var minimum antallet, da der kun var skilte med tal fra 2, så derfor fik alle, som kun havde et styk beklædning, som de ville prøve, stukket et eller andet tilfældigt i hånden, sådan at de havde to styk...

Da vi var færdige der, var det en hel lettelse at komme ud, selvom vejret ikke var det bedste. Det var overskyet og blæsende. Vi slog et slag ind om Banana Republic og en af H&M butikkerne, men der blev det kun til osning.

Efter de strabadser var vi blevet sultne. Restauranter er det altid nemt at finde, problemet er snarere at vælge, hvor man vil spise. Vi valgte en italiensk restuarant lige over for Liberty, som sidst jeg var der, var en café, hvor vi dengang hvilede ud efter besøget hos Mr. Liberty.

Udefra ser det lidt "billigt" ud, det var det også, men kun i forhold til prisen, ellers er det et godt sted og jeg fik en fantastisk god risotto.

Da vi var affodrede gik vi over gaden til Liberty, hvor jeg havde en mission at udføre.

Jeg havde lovet Bitten, at jeg ville købe et eller andet til hende, fordi hun var så flink at købe en ny (eller endda to) La Source, da jeg "mistede" den jeg selv købte sidst.

Så jeg fik en af de fine poser, som man næsten ikke kan nænne at pakke ud. Det blev den nu i lørdags, jeg glemte bare at tage billede af indholdet. Men det var dette, som var i den.

Jeg købte ikke noget selv, dels fordi jeg ikke syntes der var noget, som var vildt spændende og nærmest uundværligt (det var der!) men ikke mindst, fordi jeg tænkte, at der nok ville være forhandlere af Liberty stoffer på udstillingen søndag.

Vi var omkring i flere af afdelingerne bl.a. så vi på fint porcelæn og masser af blyanter, linealer, notesbøger og meget andet, inden vi gik ud på Carnaby Street.

Hvor en flok - vistnok - italienske damer havde kapret en villig model til et photo shoot.Vi fortsatte ad Carnaby Street og så på vinduer med fantastiske sko.

Nogle af dem mere fantasifulde end andre.

De her, med kaninerne, er tydeligvis særligt eftertragtede, for på skiltet stod der, at der kom ny forsyning samme dag. Det var nok derfor, at der stadig var så mange i vinduet.

Shakespeare holder øje med hvad der foregår fra vinduet i "hans" pub.

Der er meget at glæde sig over og fejre!

Ud over det, som står på skiltet herover, var fredag også den årlige Red Nose Day. Vi så ikke så meget af alt det, som var arrangeret i den anledning. Bolette så dog en enkelt pyjamasklædt mand. Man skulle nemlig gå på arbejde iført pyjamas.

Efter en forgæves tur op og ned ad Regent Street for at finde Anthropologie bestemte vi os for at tage til Covent Garden. Der var ikke så længe til lukketid, men vi nåede både The Body Shop, en solbrillebutik, London Transport Museums butik og selvfølgelig nogle af boderne. Og så det, som var nær højdepunktet. En butik, som kun handlede med Mumi-ting.

Der var også optræden. Såvidt jeg kunne se, så var det samme mand, som sang sidst vi var der. Han havde bare fået et stor flot overskæg. Som sædvanligt var det umuligt at tage ordentlige billeder, men her er det bedste...

Sangen er Volare. Publikum sang med på Oh Oh. :-) Vi var lidt rundt at kigge, men dels var det ved at være sent og vi var trætte, og så var det også begyndt at regne, så vi tog toget tilbage til Liverpool Street station. Vi handlede i Tescos og så gik vi hjem. Om aftenen så vi noget af Comic Relief showet, bl.a. en specialudgave af The Vicar of Dibley.      

(Billedet af Michael Kors' butik er med, fordi vi begge følger Project Runway, hvor han som bekendt er meddommer. Vi kiggede ind ad vinduerne i butikken ved Covent Garden, men så til vores skuffelse intet i orange. Han har ellers udtalt, at han er "an orange kid of guy". Det lo vi meget af, for med det lidt runde hoved og rigelig brug af spraytan ligner han faktisk en appelsin...)

London 1.0

Denne gang var hotellet faktisk bedre (og alligevel betydeligt billigere) end sidste gang, mens kvarteret ikke var helt så fint. Til gengæld er det vældig hipt og trendy. Vi boede lige ved Old Spitalfields Market, Brick Lane og Hanbury Street med alle vintage butikkerne.

Vi tog bussen fra Stansted til Liverpool Street station, hvor der kun er 5 -10 minutters gang (alt efter hvor træt - og dermed langsom - man er) til Folgate Street og vores hotel. Vi afleverede kufferterne der - mod betaling, men det var betydeligt billigere end at gøre det på stationen.

Så gik vi til Old Spitalfields Market, hvor der er flere gode restauranter. Vi valgte Fire and Stone, hvor vi fik glimrende mad - og vand af en særlig fornem herkomst.

Bagefter gik vi ud og kiggede på markedsboderne - vi var så heldige, at der om torsdagen er antikmarked. Jeg så endnu en gang på en marmeladekrukke - og lod den endnu en gang stå...

Fra klokken 15 kunne vi checke ind, så vi gik tilbage til hotellet, efter et sving omkring Commercial Street, hvor vi bl.a. så Christ Church i solskin.

Vores værelse var lille, det vidste vi godt, men det var ikke så lille, at det var umuligt at komme omkring, jeg synes nærmere man kan kalde det kompakt. Vi var i hvert fald vældigt begejstrede for det. Og det gik fint med at deles om dobbeldynen. :-)

For enden af sengen hang TV'et og et lille "klapbord", som når man åbnede det, afslørede to stik. Og så kunne man snildt spise ved det, siddende på sengeenden. Det var nok det eneste jeg savnede efter 4-5 dage, en rigtig stol at sidde i.

Udsigten var også glimrende, til hotellet "lille" gårdhave, og bagsiden af de gamle huse rundt omkring. Når vejret er bedre er der uden tvivl rigtig hyggeligt at sidde.

Resten af dagen slappede vi af, for vi var stået op kl. 2 om natten, for at køre mod Billund kl. 3 i bidende kulde og med masser af sne på p-pladsen ved lufthavnen. :-) Turen over gik uden problemer - og endte vældigt romantisk med en ung mand, som friede til sin kæreste over flyets højtaler. Der var ikke et øje tørt og alle klappede.

Her ligger man godt - uanset "underlaget" - lige under lampen. Ku' man så bare blive fri for alle de høje lyde fra folkene i huset. De nyser hele tiden, og især ham den ene kan da udstøde nogle "brøl", som nok lyder som en elefant. Vil jeg tro. Det er så man er ved at blive et helt nervevrag.

Åh, hvor ærgerligt!

Nu havde vi det da lige så dejligt her på sofaen med dyne og andet blødt at ligge på, men nu siger hun, at det er ved at være bedre med den frosne skulder, hvad det så end er.

Åh, hvor ærgerligt!