Et bevis på, at der på denne dato skete noget, som har påvirket alle, som oplevede det, er, at man ikke behøver nævne årstallet.
Alle ved, at det er d. 11. september i 2001, der menes.
Kilde
Jeg var hjemme og tændte af en eller anden grund for TV'et. Som jeg husker det, var DR endnu ikke begyndt at sende, men jeg kiggede på tekst-TV og jeg kan stadig se billedet for mig. Der stod bare, at et fly var fløjet ind i World Trade Center. Dengang tænkte jeg også, som sikkert mange andre, at det nok var sket ved en fejltagelse.
Senere fik vi jo meget mere at vide og meget mere at se.
Jeg har også forsøgt, at se mindeudsendelsen i dag. Men jeg blev ærlig talt bare irriteret over, hvordan de to store danske kanaler har valgt at dække programmet. Det kan godt være, at det ville blive lidt kedsommeligt at høre samtlige navne læst op af de pårørende, og der foregår jo også så meget andet, både i Washington, København og andre steder i New York og vi skal helst have det hele med. Men ind i mellem har jeg siddet og tænkt, at de faktisk lige så godt kunne lade være med at sende alle de timers TV, for de synes åbenbart ikke, at vi skal se hvad der foregår alligevel...
Faktisk endte det nærmest med at blive et program af den type, som netop sendes, når der sker et eller andet dramatisk ude i verden. Det er gentagelser, gentagelser, gentagelser. Dvs. det, der blev sagt, var gentagelser, for på skærmen skete der - i hvert fald meget af tiden - forskelligt.
Jeg gad forøvrigt nok vide, hvor mange gange Steffen Kretz nåede at sige "for præcis 10 år siden." :-)