Parttime Perfectionist

T-centralen, Stockholm

via www.flickr.com

Næste gang jeg skal til London

via www.flickr.com

vil jeg besøge denne have.

 

 

Den ser måske ikke ud af så farligt meget, sammenlignet med så mange andre kendte engelske haver. Men beliggenheden er speciel

Oven på taget af bygningen, som husede stormagasinet Derry and Tom ligger den og restauranten Babylon. Haven er oprindeligt anlagt i 1936 af Ralph Hancock, men er blevet renoveret og omlagt de seneste år.

Big Brother is Watching You....?

 

Den tanke kunne man da godt få, når man ser denne her. Men det er bare en knage på et af toiletterne hos Victoria og Albert.

Hvor der også er kunst

Det er et værk af den schweiziske kunstner Felici Varini Hvis man vil se, hvordan hele værket ser ud - set i spejlet over vasken - hvilket jeg desværre ikke lagde mærke til, så kan man se det her. Endnu engang blev jeg bekræftet i, at der ikke findes det, man ikke kan google (art, toilet, V&A) og finde på Internettet!

På et museum for design må der selvfølgelig også være godt (dansk) design, både her

og der

Ps.: der var ingen der så, at jeg tog billeder på toilettet!

Indkøb - fra V&A

Der var rigtigt meget at blive fristet af i begge butikkerne på museet. Den "almindelige" butik bugner af alverdens ting og sager, som har forbindelse til enten bestemte afdelinger eller til design generelt.

 

Jeg tog ingen billeder der, så dette har jeg lånt hos wee birdy - som forøvrigt er en glimrende blog at besøge, hvis man mangler inspiration til shopping i London.

Resten af billederne er mine egne. 

Her kan man se det meste på een gang. Dimsen venstre nederst er den tomme pose, som har indeholdt vingummi. Figurerne stammer fra et af tæpperne i udstillingen. De var på flere forskellige ting, bla. også på en lille taske. 

Jeg købte nogle af reproduktionsstofferne, som er lavet specielt til denne udstilling. Og så var der nogle rigtig fine knapper, en ditto notesbog og en fjollet sticker. Nøgleringe med postkasser og en pin som "bevis" på at man har været der.

 

Men jeg har jo været der, som man tydeligt kan se. :-)

Jeg måtte have V&A Magazine, hvor der bla. er en novelle af Tracy Chevalier, som jeg har fortalt om før. Og Selvedge har jeg altid så godt kunnet tænke mig at se. Det er et magasin, som udkommer 6 om året. Temmelig pebret i pris, men der er meget spændende at læse om og kigge på. 

Jeg blev forkølet undervejs og måtte have fat på nogle lommetørklæder. I butikken kunne man købe pakker enkeltvis, så det var jo dejligt at slippe for at skulle købe 10 pakker på een gang. Men - de var ikke billige. 1 pund pr. stk. Det giver udtrykket "Paying through the nose" en særlig betydning...

Jeg fik også en helt speciel souvenir med hjem.

Da vi var inde på museet anden gang fredag afleverede vi også vores tasker i garderoben. Jeg tog kun min pung med mig. Jeg kan huske, at jeg tog garderobemærket - men ikke hvor jeg gjorde af det, så da jeg skulle have tasken tilbage, var det ikke til at finde.

Men efter nogen parlamenteren frem og tilbage fik jeg da tasken udleveret. Jeg skulle bla. fortælle, hvad der var i den. Og hvem kan huske det, sådan lige på stående fod...?

Senere på aftenen da vi skulle betale for vores mad, fandt jeg mærket igen...i min pung. Selvfølgelig!

Skilte i London

Der er utroligt mange skilte at kigge på i London - ud over vej- og trafikskilte.

 

Her er en lille samling

 

Gammelt reklameskilt i nærheden af South Kensington Station.

 

Dette skilt hang på en låge på Portobello Road. Og med denne svada burde der jo være en evig køren ud og ind. Vi så nu - som det fremgår - ikke een eneste bil. :-D

George Orwell boede også på Portobello Road. 

og det samme gjorde firmaet A. Davey.

Man kunne også købe gamle skilte. Og en engelsk kusine til Bodil Kjer. 

og man ku' få klar besked om varernes ægthed!

 

Her ved siden af bor Electric Cinema hvor man kan se film siddende i en stor læderlænestol med fodskammel til. Det vil jeg gerne prøve en dag! Electric House er en privat klub for folk, som bor eller arbejder i Notting Hill området.

Selv på mange af bænkene sidder der skilte. Denne stod ved indgangen til Kew Gardens.

Der var jo valg et par dage efter vi tog hjem. Dette skilt siger det effektivt og kort - og det ser også ud som om forfatteren har fået ret...

Cath Kidston

Trofaste læsere af denne blog vil vide, at jeg er stor fan af den gode Cath Kidston. Og derfor kan det måske undre, at jeg tilsyneladende slet ikke var i nærheden af bare en af hendes butikker, mens vi var i London. Men det var jeg skam. Jeg/vi var i nærheden af hele to endda.

Første gang var torsdag, hvor vi var i Covent Garden. Der ligger en butik ikke så langt derfra og det ærgrede mig noget så gevaldigt, da jeg fandt ud af det, efter at jeg havde været afsted med engelskholdet i 2007. Så denne gang skulle det findes og vi fandt det!

Men jeg ved ikke - der var en del mennesker, der var en fantastisk masse bipperi, jeg aner stort set ikke hvorfor det bippede og så var butikken underlig u-hyggelig. Der var et mærkeligt halvlys derinde. Ikke mørkt nok til at det virkede huleagtigt og slet ikke lyst nok til at det virkede - lyst og indbydende. Så efter en temmelig hurtig gennemgang af varerne, så gik vi ud igen. Uden at en af os havde købt noget som helst. 

Jeg glemte også helt at tage et billede, så dette har jeg lånt

 

Jeg havde ellers hjemmefra haft kig på en taske, men jeg brød mig overhovedet ikke om den, da jeg fik den i hånden. Det er denne model - som jeg stadig synes er rigtig fin - men hanken er altså alt for bred og tung til resten, så det er nærmest hanken med tasken - og det kan man jo slet ikke se på billedet her!

Ud over det ville jeg gerne have haft endnu et krus

til min samling - som indtil nu består af hele - ét. Men det var for bøvlet at skulle rende rundt og passe på det resten af eftermiddagen. 

Lørdag opdagede vi pludselig et underligt butiksvindue på Portobello Road - det lignede nærmest et sted, hvor man kunne købe billige rejser til Syden.

Jeg forbandt det i hvert fald overhovedet ikke med Cath Kidston. Men jo - det var det

 

Jeg havde ikke lagt mærke til adressen på hjemmesiden, så det var jo en dejlig overraskelse. Vi måtte straks ind. Her var der mere lyst og venligt, men det var synd at sige, at vi var de eneste som havde opdaget stedet.

Ekspeditionen foregik på samlebånd, så det var nærmest bare om at finde det man ville have og betale ved kasse 1. Så kunne man altid studere det lidt nærmere, når man kom udenfor igen. 

Men jeg nåede at tage et billede. Inden jeg fik at vide af vagten, en høj mand iført en meget officielt udseende uniform, at det måtte jeg sandelig ikke. Det blev selvfølgelig et temmelig ringe billede, men I skal nu se det alligevel

 

Det var så fint med de små lapper i "vinduerne".

Jeg fik endda købt noget. Et lille etui til mit Travelcard (det var jo i sidste øjeblik, eftersom vi skulle hjem dagen efter...) og så en nålepude. Som jeg havde set en kunde gå omkring med i den første butik, men jeg opdagede aldrig hvor man kunne finde den. Den er jeg så glad for.

Sådan endte det med, at jeg også fik en af de fine lyseblå poser med Cath Kidston i rød skrift - og det var næsten det bedste af det hele...

Turen gik til London - sidste del

Lørdag havde vi planlagt, at vi ville på Portobello Road. Vi kom ikke helt så tidligt afsted, som vi først havde snakket om. Næste gang tror jeg det vil være en fordel at finde et sted i området, hvor man kan spise morgenmad. Det varede i hvert fald ikke ret længe, inden vi slet ikke var alene mere.

Det var egentlig ikke fordi der var så voldsom trængsel, i hvert fald ikke, hvis man holdt sig fra fortovene. Men folk standsede helt umotiveret op eller kunne ikke finde ud af at holde til højre (det er vel fordi man som brite er vant til at holde til venstre..??) så det tærede på ens tålmodighed. 

På vej mod alle herlighederne var der også meget fint at kigge på.

Og der var meget sjovt at se - og at købe.

Jeg var f.eks. meget forelsket i de her

Men jeg var begyndt at bekymre mig (unødigt skulle det vise sig) for min bagages vægt, så jeg valgte at springe over. Men næste gang....

Jeg nøjedes med at købe en lille rød dåse, som har indeholdt bånd til skrivemaskiner. Sælgeren havde også OXO dåser, som jeg synes er så fine. Men jeg bestemte mig til at vente med at købe. Det fortrød jeg..

Vi kom også forbi et sted, som så meget fascinerende ud for kvinder som næsten dagligt bruger symaskiner. 

 

De var overalt.

Vinduerne så også ud som her. Men ingen af maskinerne var til salg. For i virkeligheden var det kæden Allsaints Spitalsfields flagshipstore - det sidste hørte jeg en dansk dame oplyse sin ledsager om. 

Det kunne have været interessant at vide, hvor mange der var. Og hvem der støvede af. Maskinerne i vinduerne var i hvert fald meget støvfrie!

 

(Denne del af markedet kunne være taget ud af filmen Notting Hill. Dette klip. Vi var faktisk heller ikke så langt fra The Travel Bookshop - fandt jeg ud af i går)

Efter nogle timer blev alt maseriet for meget. Vi begav os på vej mod "udgangen" - og pludselig var vi blevet væk for hinanden. Vi var ellers kun to, som skulle følges ad og jeg syntes lige Kristine var bag mig - men det var hun ikke.

Lige inden havde hun fortalt mig, at hun ikke kunne finde sin telefon - men at den i øvrigt ikke var tændt, så det var også lige meget. Samtidigt fik jeg en SMS fra de tre andre - de gad ikke være der mere, ville tage toget tilbage og tage Lena, som var blevet på hotellet med til Kew, hvor vi efter planen skulle besøge patchworkbutikken der.

Jeg blev ærlig talt helt hys, for jeg kunne se i ånden at vi skulle tilbringe resten af dagen med at kigge efter hinanden i hver sin ende af Portobello Road. Men endelig fik jeg mig da taget sammen og gik tilbage til stedet, hvor vi skulle handle. Og der var hun. Handel blev det ikke til, vi blev enige om, at vi hellere måtte skynde os tilbage til de andre, som var gået med til at vente på os. Men vejen tilbage var lang og uanset hvor vi gik, så gik vi mod strømmen....

Men vi blev genforenede med de andre og vi kom afsted mod Kew og vi fandt også nemt butikken. Som er sød og lille og fuld af bla. Kaffe Fassett stoffer.

Desværre havde indehaveren frygtelig travlt med at få lukket til tiden - 14.30, fordi der var lang weekend, mandag var Bank Holiday Monday, så hun og hendes familie skulle på tur. Men vi var nu glade for at vi nåede det.

Vi nåede også butikken til Kew Gardens. Vi havde for lidt tid til at ville give 13,50 pund for at komme ind og se selve haven. Det må blive en anden gang.

Vi tog hjem igen og slappede lidt af, indtil vi skulle spise og så var der Show and Tell på Lillian og Margits værelse.

Det var i sandhed et imponerende skue!

Jeg fik sør'me også overrakt en gave. En samling Tilda stoffer. Som tak for mit store arbejde (syntes de andre) med at arrangere, bestille og gøre ved. Det syntes jeg nu ikke var nødvendigt, eftersom jeg bare har syntes det var sjovt. Men det var da bestemt dejligt! Vi så et sødt tæppe hos Tikki - som vi vist alle blev helt betagede af.

 

Vi så kittet til det, men der var ingen, som ville have det med hjem. Men man kan faktisk købe mønstret alene - opdagede jeg efter vi var kommet hjem. Men nu har jeg da i hvert fald stoffet til det. :-)

Søndag formiddag tilbragte vi på V&A igen. Jeg ville så gerne se William Morris og co. afdelingen og denne gang lykkedes det os at finde den. Det var meget interessant og der var meget smukt at kigge på, men det var sandelig ikke til at tage billeder der - ku' jeg se, da jeg fik billederne lagt ind på computeren. 

Så her er et billede af "lysekronen" i forhallen

 
 

Og dens skygge

 

Tre af os valgte at springe over Harrods. Margit lovede at de nok skulle tage billede af mindestuen til ære for Diana og Dodi. Det så jeg nemlig ikke sidst jeg var der. Gad vide om det får lov at blive, nu hvor biksen er blevet solgt...?

Hjemturen forløb forholdsvis stille og roligt, med én undtagelse. Jeg havde - helt uden at tænke over det - puttet min La Source sæbe i min håndbagage. Så den fik jeg ikke med hjem.

Det var ellers det eneste jeg på forhånd havde bestemt at jeg skulle købe, hos Crabtree and Evelyn i Covent Garden, fordi det ikke er til at skaffe den herhjemme..

Så det var da en lidt træls ende på en ellers glimrende tur.

Turen gik til London - part 2

Fredag d. 30. april var den STORE dag. Vi skulle se udstillingen Quilts 1700-2010 - Hidden Histories - Untold Stories.

Vi havde bestilt billetter til kl. 10 - hvor museet åbner. Da vi nåede frem så her sådan ud

Efter lidt løben frem og tilbage - med tasker til garderoben, som ligger ved hovedindgangen, hvor vi ikke skulle have vores billetter, fordi de var bestilt - kunne vi endelig komme til sagen.

Jeg lejede en iPhone med ekstra materiale om et udvalg af tæpperne og det vil jeg helt klart anbefale til alle som evt. skal se udstillingen. Det var virkelig et godt supplement til de skilte, som var ved alle tæpperne. Og da jeg gik derfra, var jeg praktisk talt overbevist om, at jeg skal have en iPhone. :-)

Bortset fra, at der især i begyndelsen var en del, som ikke kunne finde ud af at holde sig på afstand af dette

 
så alarmen lød ustandseligt, så var der ikke noget at klage over.

Den dæmpede belysning gjorde, at det føltes hyggeligt, og at man ikke tænkte så meget over, at der - efterhånden - var mange mennesker omkring en. Det kan selvfølgelig også skyldes, at jeg ind i mellem var i min egen verden sammen med kommentatoren på iPhonen.

Udstillingen er bygget op over bestemte temaer, i fem afdelinger. 

Den del af udstillingen, som gjorde størst indtryk på mig, var den sidste, Meeting the Past, hvor bla. The Rajah quilt (som dog ikke er en quilt rent teknisk) var udstillet. Dette store arbejde (3,25 m x 3,37 m) blev lavet af kvindelige fanger, som skulle sendes til Tasmanien i 1841. De fik bla. 2 pund stof og 100 synåle med. Når man tænker på forholdene dette tæppe er lavet under, så må man bare være imponeret.

Et lignende nutidigt projekt, som er opstået på samme baggrund som The Rajah quilt, er dette

Det er syet af mandlige indsatte fra Wandsworth Prison - via Fine Cell Work, som bygger på Elizabeth Frys tanker om, at forsøge at give folk, som er frihedsberøvede, en fritidsbeskæftigelse, som er meningsfuld og som i dette sidste tilfælde, også lader dem tjene penge - tingene bliver solgt, bla. via Fine Cell Works webshop. Tæppet er bestilt af V&A til udstillingen.

Quilten er, som man kan se, baseret på sekskanter. Delen til venstre viser fængslets "layout", som det har set ud siden det blev bygget i 1851.

Videoen fortæller historien om både tæppet, fængslet og Fine Cell Work.

finecellwork video from Fine Cell Work on Vimeo.

Alt i alt er det en rigtig flot og spændende udstilling, som jeg gerne ville se een gang til.

Vi nåede også forbi butikkerne. Man bliver faktisk ledt direkte ud i boghandlen, hvor man kan købe al den merchandise som er lavet til udstillingen. Jeg købte bla. nogle af reprostofferne, en pin, en sticker og to poser slik(!).

Da vi var færdige med at se udstillingen gik vi ud for at spise. Og endte hos Madsen.

Derefter gik vi igen tilbage til museet og så bla. noget af tekstilafdelingen. Halvdelen af vores rejseselskab var taget ind til byen for at se på nogle af turistfælderne, men vi skulle mødes for at spise sammen.

Inden vi forlod stedet helt, opdagede vi, at der foregik et eller andet ved et bord i forhallen. Det viste sig at være forberedelserne til det, som skulle foregå senere om aftenen. Hver fredag er der sent åbent og den sidste fredag foregår der noget helt specielt. Man kan se billeder fra tidligere fredage her.

Denne gang hed temaet Stitched Up og det som foregik ved bordet var, at der blev uddelt poser med stof, skabeloner, nål, tråd og saks. Så kunne man sidde hvor man ville og sy. Med et glas vin og god musik.

Desværre skulle vi jo gå, men vi fik dog - efter en del besvær - hver vores lille pose. Der var allerede en vældig hyggelig stemning.

Da vi endelig mødtes med de andre, havde de lige fået kaffe og kage og var ikke så sultne, at det gjorde noget. Derfor skulle vi først spise ved 20-tiden. Og dermed gik vi glip af hele arrangementet. Det ærgrer jeg mig stadig helt vildt over! Jeg ville SÅ gerne have siddet og syet sammen med en eller anden gammel skulptur, mens jeg hørte DJ Johnny Chrome and Silver spille evergreens fra 50erne - på gamle lakplader. 

Turen gik til London - part 1

Vejret var ikke helt så godt, som sidst jeg var der. Til gengæld var hotellet betydeligt bedre! 

Udsigten fra vinduet den første morgen. Det underlige "tårn" midt i billedet viste sig at høre til Victoria and Albert museet. Jeg troede det var en kirke..

   

Kvarteret var en tand finere end sidst, så hver dag på vej til stationen så vi på Lamborghinis show room. Den grønne forsvandt på et tidspunkt, men dukkede op igen. Måske havde køberen fået kolde fødder...?

Stationen var South Kensington, hvor der ikke er gjort så farligt meget ved selve bygningen.

Det er faktisk ikke svært at forestille sig, hvordan her har set ud for 100 år siden. 

 

Torsdag var vi i Covent Garden. Som fejrer 180 års fødselsdag i år. Desværre er The Banana Bookshop forsvundet. Men vi fik nu handlet noget alligevel, bla. i boderne som er uden for og inde i selve hallerne.

Der var også underholdning - som sidst. Denne gang var det en sanger med en meget stor stemme. Han kunne også lave andet samtidigt med at han sang.

 

Senere var vi ude at sejle en tur på Themsen. Hvor vi så de sædvanlige turistattraktioner

St Paul's

London Eye

Forskellige broer - nye

 

og gamle - eller resterne af dem.

En enkelt sfinks så vi også - eller rettere to, men her er den ene.

Og så var vi i Liberty. 

 

Hvor man også kan købe blomster ud over stof. Jeg købte nu lidt stof.

På vejen hjemad gik vi ad Regent Street, hvor vi så flere forskellige former for køretøjer - helt sikkert i helt forskellige prisklasser..

Det var torsdags program.

Hjemme igen mødtes vi med Kate, datter af Lillian, som var med på turen og spiste hos Carluccio's. Det var rigtigt godt, men sikke en larm der også var. Det generede ikke mig så meget, men det var helt uvant. Kigger man på billedet, så sad vi ved et af de lange borde, det længst væk på billedet. 

Det var SÅ godt

 

Og jeg skal nok fortælle mere, når jeg er kommet mig helt over turen. Som selvfølgelig indebar en masse spadseren, men også for lidt søvn (pga. et frygteligt varmt hotelværelse) og forkølelse - så nu hoster jeg lige lidt igen.