Jeg gjorde et par fund hos den lokale loppekøbmand. I en gammel nedlagt købmandsbutik i Lemvig er der et sandt paradis for folk med hang til lopper. Man kan - bogstavelig talt - udstyre et helt hus med ting og sager derfra. Og for de, der elsker 70'er retro er der virkelig noget at komme efter. :-D
I går købte jeg to servietter (enten er det store servietter eller små duge, det kan man ikke helt afgøre, synes jeg) og så dimsen til højre, som er en blomsterfakir. Dem har jeg aldrig set før - selvom jeg har været på mange loppemarkeder i mine dage. Mange svenske kvinder som sværger til den dansk/franske landstil har dem og bruger dem som holdere til billeder. Det er jo en sjov idé, så jeg måtte da have en, nu når jeg endelig fandt en.
Der var faktisk også en Lyngby vase. Til 150 kr., hvilket ikke er helt ublu for den størrelse, men jeg har en i forvejen, så jeg lod den stå, selvom det var fristende at tage den med hjem også.
Men jeg var jo også i en anden loppebutik. Jeg har længe gået og undret mig over, hvem der mon ejede de fine gamle ting, som stod i et tomt butikslokale i byen. Der kom flere og flere til, men ingen oplysninger om, hvem man kunne købe det hos, hvis man skulle være interesseret.
I går fandt jeg så ud af, at der havde været salg fredag og lørdag. Desværre, for der var intet tilbage af alt det fine, som jeg havde gået og kigget på så længe. Så der købte jeg ingenting, selvom jeg faktisk overvejede om jeg skulle give mig til at samle på et Danild stel til at have i køkkenet. For tiden har vi - ud over resterne af mit Sampson Bridgwood stel - og nogle tallerkner til Sonja, et billigt og miserabelt udseende stel fra Rema 1000. Jeg har ofte tænkt på at samle på noget andet, men jeg har aldrig kunnet bestemme mig til, hvad det skulle være..