Jeg håber at I har haft en rigtigt god juleaften og at I fik det I ønskede jer. Det gjorde jeg - næsten.
Jeg havde forestillet mig, at jeg skulle lave det ene indlæg efter det andet i december, hvor jeg viste hvordan mit julepynteri skred frem. Men det foregik i et bedrøveligt tempo, så der ville være blevet langt mellem de indlæg.
Men de sidste par dage er der endelig kommet gang i sagerne - nu skal jeg bare have taget billeder...
Lidt har jeg dog taget, ikke af den bedste kvalitet, men det er jo ikke nemt i disse mørketider, når man bare har et lille "skodkamera".
Dette er fra vores forgang. Hvor farverne og temaet skifter fra år til år. Helt af sig selv næsten. I år blev det lidt gammeldags/klassisk.
Julerosen er af egen avl! Den blev købt til jul sidste år og har stået ude i gården efter at "sæsonen" var slut. For en måneds tid siden opdagede jeg at der var tre knopper i den. Den kom ind og efterhånden sprang blomsterne ud. De er ved at være på det sidste nu - og blade er der jo ikke mange af, men jeg er nu umådeligt stolt over den.
Stagerne som kan ses i spejlet er kun fremme til jul. Min mand synes faktisk rent ud at de er grimme, men de hører nu julen til. De har altid haft en fast plads i spisestuen, indtil i år, hvor de måtte flytte. Fordi de passer så godt sammen med den gamle potte.
Siden jeg tog billedet har jeg sat et par små juletræslysestager derud i stedet for Jette Frölich lysholderen.
Sidste år var det mere romantisk. Og for nogle år siden - hvor jeg syntes det var særligt fint - var det hele pink.