Jeg lover at dette bliver det sidste indlæg om sne i dag. Men vi har jo været hårdt ramt, for en gangs skyld, så det optager os en del.
Egentlig kunne vi godt komme ud at køre. Bilen er i hvert fald næsten snefri. Men...
det ku' højst blive en tur på 1½ meter. For sådan ser der ud på vores vej, som officielt er blind. Men der er en "bagvej" - som dog ikke er meget bedre
Vi forsøgte at forcere snebjergene sent i eftermiddag, for at komme Emil til undsætning. Han har ikke mad i huset, så han skulle jo egentlig gerne hjem og spise hos os. Men da han hverken kunne bruge bil, ben eller kørestol, tænkte vi at kælken måtte kunne bruges. Vi var dog ikke kommet ret langt, før vi blev enige om, at det nok var bedre at komme med proviant til ham i stedet for at forsøge at få ham med hjem.
Så min mand var hjemme hos ham og fik afleveret noget mad til ham. Gennem badeværelsevinduet. Foran døren lå der en drive, som ikke var til at komme forbi. Det gik nogenlunde, han faldt kun een gang, på vejen hjem igen. Under sneen er der spejlglat.
Nu er det spændende at se, hvordan det ser ud i morgen. Det er muligt at komme igennem på Hygum bakke, men der bliver ikke ryddet mere i vores område. Chaufførerne skulle simpelthen hjem og sove, så det er ikke sikkert det er bedre i morgen tidligt. Hvor jeg efter planen skal afsted ved 9-tiden. Det bliver næppe i bil. Og indtil videre er togdriften stadig indstillet.