fik jeg i går aftes, da jeg skulle fortælle om patchwork i Husflidsforeningen. Kl. 19.00 dut stod jeg foran porten. Som var lukket og låst.
Jeg ringede fluks hjem for at få nummeret til formandinden. Ringede to gange og fik hver gang telefonsvarer. Så jeg blev ikke stående ret længe i kulden (og snevejr var det også, kun lidt, men...) så vendte jeg næsen tilbage til bilen, som heldigvis ikke var parkeret ret langt væk. Jeg havde både en taske - tung af bla. bøger - en pose og en computer med.
Det var selvfølgelig træls. Men det som gjorde mig mest træt af det, var min dårlige samvittighed, som straks slog til. Havde jeg nu ventet længe nok, mon jeg havde fået rigtigt fat på nummeret og var jeg i det hele taget sikker på, at det var kl. 19? Det havde jeg nemlig ikke tjekket inden jeg tog hjemmefra. Fordi jeg mente at kunne huske det.
Det endte med at jeg holdt ind på en sidevej hvor jeg var ved at sidde fast i sneen og fik computeren tændt, så jeg kunne se efter om det nu var det rigtige tidspunkt! Det var det. Senere holdt jeg ind og ringede til en veninde, som var der i tirsdags for at høre om det ikke kun var indgangen gennem porten vi bruger.
Det hjalp slet ikke at jeg forsøgte at overbevise mig selv om, at der sikkert ville have stået andre udenfor, som ville ind. Jeg bebrejdede sågar mig selv, at jeg ikke havde kigget ind ad brevsprækken i porten, så havde jeg måske kunnet se, om der var lys i kælderen...!
Da jeg kom hjem, skrev jeg en mail til formandinden. Som ringede mindre end 5 minutter efter og indledte med at sige: Undskyld.
Hun havde glemt det...
Men jeg fik jo da syet lukkekant på mit tæppe og desuden quiltet en løber færdig. Og jeg fik et par meter lukkekant syet ned, da jeg kom hjem og sidde i sofaen. Så vel var det træls, men lidt konstruktivt kom der da ud af det.
Men hvad er det med kvinder og den der dårlige samvittighed?? Jeg er i hvert fald gået ud af flinkeskolen med rigtigt fine karakterer!