Jeg lovede - for snart længe siden - at jeg ville fortælle om et fund, som viste sig ikke at være et fund.
I går fandt jeg dette billede og blev mindet om, at jeg ikke har fået fortalt historien. Som er lang. Men også ret underholdende og med en slags morale.
Det begyndte alt sammen med, at jeg så et billede af et smukt dækket bord på en svensk blog. Og dér var glassene. Og sjældent havde jeg da set noget så smukt, som dem.
Et stykke tid senere skulle jeg hente Bolette ved stationen i Lemvig på vej hjemad. Jeg havde lige tid til at kigge på vinduet hos Linneberg, en af de lokale genbrugsbutikker, inden hun dukkede op. Og der stod de! 6 styk. Til 35 kr. stykket. Helt mage til!
Det var torsdag og butikken har åbent torsdag. Men først fra kl. 15 og klokken var kun 13, så der var jo ikke tale om, at vi kunne vente til der blevet åbnet. Bolette skulle hjem!
Jeg kunne ikke få de elendige glas ud af hovedet, så jeg overvejede, om jeg skulle bede min studiemakker, som dengang boede lige ved stationen, om at gå over og få dem sat til side til mig til om lørdagen, hvor der igen var åbent i slaraffenland. Men jeg vidste, at hun og hendes familie skulle af sted til København i løbet af eftermiddagen, så jeg syntes ikke, at jeg kunne være bekendt at forstyrre hende.
Derfor måtte jeg vente til det blev lørdag. Hvor vi skulle på en lille turné bla. til Holstebro. Men første stop var Linneberg, hvor vi stod uden for døren 2 minutter før kl 10, hvor butikken åbnede. Jeg havde sikret mig, at de attråede glas stadig var der, så jeg fór ned til hvor de stod, for at sikre mig dem, inden der var andre, som fik øje på, hvor fantastisk smukke og billige de var.
Jeg fik dem betalt og puttet i en kasse, dagen var reddet og vi kørte mod Holstebro.
Da jeg kom hjem med kassen blev den stillet i stuen og der stod den en rum tid. Nu havde jeg jo fået dem og så var der lissom ikke så meget at hidse sig op over mere. Men jeg brugte en hel del tid på at finde tilbage til den svenske blog med billedet af det smukt dækkede bord. Og det var de samme glas. Jeg havde også tænkt, at jeg ville skrive og fortælle den svenske dame, hvor heldig jeg havde været, men fik det ikke gjort lige med det samme.
Et par uger senere skulle min søster og svoger spise hos os og så var det jo en glimrende anledning til at dække med de nye glas. Og de blev da også behørigt beundret og inspiceret. Min svoger opdagede, at et af dem havde en revne under foden, men det var jo ikke andet end hvad man kunne regne med, når det nu var sådan nogle gamle glas.
Dagen efter, en lørdag formiddag, skulle jeg ud at handle lidt. Efter at have besøgt slagteren bestemte jeg, at det måtte være på tide at besøge en gave- og brugskunstbutik, som for et stykke tid siden var flyttet i nye og større lokaler.
Og der stod de - glassene! I rå mængder. Til 30 kr. stykket. Helt mage til!
Siden da har jeg haft et noget anstrengt forhold til mine.
Jeg havde oprindeligt spurgt min mand, om han ikke havde lyst til at investere i 6 "nye" glas, men han mente bestemt, at vi havde glas nok. Da jeg kom hjem og spruttende af indignation fortalte, at jeg lige havde set de første 25 af dem - endda til 5 kr. mindre pr. stk. end jeg havde givet, sagde han bare, at det var da fint, så kunne vi jo altid få nye, hvis nogle af dem skulle gå i stykker...
Og heldigvis fik jeg aldrig skrevet den mail til den svenske blogger. Heldigvis!
Jeg beklager, at dette indlæg er skrevet med den gamle skrift, men det har ligget som en kladde og hvis jeg gav mig til at ændre på skriften ville jeg miste linket øverst i teksten - og så skulle jeg til at finde det oprindelige indlæg igen. Det havde jeg ikke lige lyst til.. men perfektionisten sidder og siger tsk tsk. Sådan noget sjusk at skifte fra den ene type til den anden hele tiden!
Red.: Glassene er fra House Doctor (!) Men jeg har faktisk ikke set dem andre steder end på nettet, i den lokale brugskunst butik. Og så hos Linneberg..
