Jeg gjorde mange gode fund i Svendborg og omegn. De fleste gjorde jeg til Store markedsdag. Et af dem er jeg særlig glad for og der hører en sjov historie til.
Hos en sød dame, som reklamerede med Fransk loppemarked, fandt jeg dette emaljekrus.
Da jeg havde fortalt hende, at det ville jeg gerne have, sagde hun: Det er også fransk!
Nej, det er det nu ikke... :-)
Jeg skulle give 20 kr. for det. Det syntes jeg var et fund, så jeg slog straks til - trods den lidt tvivlsomme oprindelse.
Hun spurgte om, jeg ikke var interesseret i et af de (måske også franske?) emalje-vaskefade hun havde. Men jeg har allerede et og jeg fortalte kort historien om, hvordan jeg havde fået det - det fulgte med, da jeg overtog min lille lejlighed i Aulum efter en gammel dame, som skulle på plejehjem. Der var mange ting, som hendes børn ikke mente hun behøvede have med.
Da vi havde uddebatteret emnet gav jeg hende en tyver. Hvorefter hun gik hen og fandt en ti'er, som hun gav mig tilbage...
Jeg duer ikke til at prutte, jeg føler altid at jeg snyder folk, hvis jeg forlanger at komme til at betale mindre end det de forlanger jeg skal betale. Men måske er dette et brugbart trick - at forvirre sælgeren med en masse snak, så han/hun glemmer, hvad prisen skulle være.
Dét er jeg nemlig rigtig god til - at snakke.
