De her to hæklede ringe repræsenterer det, som jeg har fået ud af mine anstrengelser - i løbet af 6-7 timer - inden for det sidste døgn godt og vel!
I går begyndte jeg på Spectra. Det så glimrende ud til at begynde med, men da jeg havde fået strikket 3 "vifter", kunne jeg i hvert fald konstatere, at det ensfarvede (blå) garn, som jeg havde forestillet mig kunne blive så fint sammen med mit Noro Silk Garden Sock, både var for "bastant" og for grimt. Det tog helt magten fra NSGS og farverne var slet ikke gode sammen. Den blå er ellers fin alene, men den så nærmest tarvelig ud sammen med den gyldne/ravfarvede Noro, som var den farve, der "lå først" i bundtet. Så der blev trævlet op.
I morges gik jeg så på jagt efter noget andet, hos Helle Holst. Det tog rigtig lang tid, for der er mange fine farver at vælge imellem og der var flere, som kunne bruges. Jeg kiggede også på andres udgaver af tørklædet via Ravelry, sådan for at gøre forvirringen mere total - der er 577 forskellige at kigge på, jeg så dem nu ikke alle. Men endelig bestemte jeg mig for Slate Grey. Jeg ville have to 50 grams nøgler og et enkelt 25 grams. Jeg kunne få et af hver...
Så gik jagten videre og til sidst bestemte jeg mig for Marlin, som er en jadegrøn/turkisagtig sag.
I mellemtiden havde jeg besluttet mig for, at nu kunne jeg passende prøve at hækle et par af ringene til tørklædet fra Hendes Verden. Men min Clover hæklenål, som har ligget og gloet på mig på sofabordet i en lille månedstid, var pist forsvundet. Jeg havde gæster i tirsdags, så der blev ryddet grundigt op her og der. Hæklenålen havde sikkert ikke fået lov at ligge der og glo længere. Så jeg måtte bruge en af de "gode", gamle fra Aero. Og med megen elendighed til følge fik jeg altså hæklet de to ringe på billedet.
Senere i eftermiddags ville jeg pleje min dårligdom - ondt i halsen og måske en anelse feber - med et strikketøj i sofaen. Så jeg fik printet opskrift til Cladonia, og så gik jeg i gang med det. Jeg havde ikke strikket mange striber, før jeg fandt ud af, at den fine syrligt gule og bløde alpakka, som jeg købte i søndags hos Christel, slet ikke duede sammen med den meget mere robuste Supersoft, som jeg havde i forvejen.
Det er ikke trævlet op endnu, men det bliver det - og så ved jeg ærlig talt ikke rigtigt, hvad jeg skal stille op med det. Jeg vil gerne have en farve, som minder om den jeg må skrotte. Den findes bare ikke hos nogle af de leverandører af Supersoft eller det, der ligner, som jeg kender.
Men i mellemtiden er hæklenålen dukket op, så nu kan jeg få lavet nogle flere ringe...