
via houseandhome.com
Ordene "mangler" og "lamper" passer dårligt sammen, når man skal beskrive vores hjem. Vi mangler ikke lamper. Og dog! Vi mangler faktisk en god læse/sylampe ved sofaen. I snart 30 år har vi haft en Le Klint sakslampe på væggen ved sofaen. Den er vi stadig meget glade for, men den giver ikke lige præcis et godt arbejds- eller læselys. Og slet ikke nu, hvor den er udstyret med en sparepære.
Derfor kunne - især jeg - fordi det mest er mig som strikker og laver andet håndarbejde, tænke mig en ny gulvlampe. Vi har haft før, men de er gået al kødets gang for mange år siden.
I virkeligheden vil jeg allerhelst have en Bestlite. Men indtil videre kan jeg fint nøjes med et (meget) billigere alternativ. Lampen på billedet hedder Kvart, kommer fra IKEA og fås i flere flotte farver. Jeg tror faktisk jeg kan få helt svært ved at bestemme mig.
Jeg har set lampen i butikkerne flere gange, men aldrig syntes den var noget særligt. Men billedet her har da fået mig omvendt fuldstændigt. Jeg skulle helst have haft den i forgårs.