I går var jeg til tandlæge. For at trøste og berolige mig selv lidt, inden seancen, så gik jeg en tur hos Flemming og Karsten, som, efter ferie og omforandringer, "genåbnede" butikken i sidste uge.
Jeg var den eneste kunde i et stykke tid, så det benyttede jeg mig af og tog nogle billeder.
Især i den bagerste ende af butikken er der sket store forandringer. Der er kommet mere lys op og tingene er stillet op i små øer, så det virker, som om der er meget mere at se på.
Overalt er der inspirerende opstillinger, som enten giver en lyst til at købe det hele eller i det mindste at gå hjem og se på det, man allerede har, med nye øjne.
Jeg har (også) en svaghed for skamler. Så denne her kunne snildt få lov at komme med mig hjem.
Og julebogen fra Jeanne d'Arc Living er også på plads.
Det var rigtig hyggeligt at gå omkring i butikken og jeg købte også en plante, efter tandlægebesøget. Jeg skulle have en gebrækkelig kindtand hevet ud. Den viste sig ikke at ville give slip helt frivilligt... men jeg er vist sluppet nogenlunde smertefrit fra det.