Dette skal handle om to fund. Det første gjorde jeg for nogle måneder siden, da jeg opdagede bloggen med det spøjse navn Keiserens nye trær. Det var lige nøjagtig sådan en blog, som jeg håbede på at finde, da jeg, for 6 - 7 år siden syntes, at jeg havde set alle de interessante blogge, som fandtes.
Nu er der jo nok et par millioner blogge, så der findes sikkert andre lige så vildt spændende, som jeg ikke har opdaget endnu, men denne her syntes jeg virkelig var spændende. Så spændende, at jeg satte mig for at læse alle indlæg helt fra begyndelsen, som kun ligger godt to år tilbage. Det har jeg dog ikke fået gjort endnu...
Nå, men til fund nr. 2 - som har direkte forbindelse med bloggen.
Undervejs i flyttemarathonen for min mor var jeg der et par dage og vi var bl.a. i en genbrugsbutik i Holstebro, for at se, om de skulle have et spisebord i syret eg, som passer til hendes stole. Hun har et bord, men det passer bedre i størrelse til riddersalen på Kronborg...
Der var ikke noget, som duede, men jeg gjorde et fund, nemlig kopperne på billedet. Og jeg havde sandsynligvis ikke købt dem, hvis jeg ikke havde læst dette indlæg og set billederne, som gjorde mig helt betaget, på den nye yndlingsblog. Selvom de er fine, så er jeg ikke helt sikker på, at jeg ville have haft øje for deres dyder.
De stammer fra det norske firma Figgjo, hvis vintageting er meget i vælten. Nu skal jeg se, om jeg kan finde en blå også. Gerne til samme fornuftige pris, som jeg gav for de her. 15 kr. pr. par. Men så er der selvfølgelig heller ikke sidetallerkner med.