Det er smukt - mit nye garn. Blackhill højlandsuld fra hr. Weller i farven viol. Det var længe undervejs, men det var ventetiden værd.
Og så fulgte der er en sending af fruens fine julekort med oveni købet.
Hvad skal det så bruges til? Jo, det skal bruges til Marin. For jeg havde glemt, hvor tykt et garn Cascade 220 er, så det duede overhovedet slet ikke. Og så var der faktisk ikke rigtigt noget på lageret, som kunne bruges.
Jeg duer ikke til at købe garn. Jeg er meget bedre til at købe stof. Det kan man nemlig altid få noget ud af, uanset hvor lidt man køber. Men garn skal der jo være en vis mængde af, for at man ikke må nøjes med at strikke en enkelt sok.
Men da jeg sjældent har en plan, når jeg falder for noget smukt, så køber jeg som regel to bundter/nøgler. Fordi jeg ikke synes det kan retfærdiggøres at købe f.eks. fire bundter af noget (næsten altid) dyrt garn, som i første omgang bare skal hen og ligge i en kurv eller kasse. Er der kun 50 gr. i de to jeg køber, så kan det kun blive til luffer eller halsedisser - eller et par sokker.
Men som man kan se, så købte jeg rigeligt denne gang - og jeg er gået i gang igen. Jeg har ikke trævlet det op, jeg først begyndte på, og det er jeg helt glad for, for jeg har glemt hvordan man gør og jeg synes begyndelsen er en anelse forvirrende. Eller også er det bare, fordi jeg har fået kludder i siderne jeg har skrevet ud. Der skal skrives sidenummer på dem, skal der!