Denne gang var hotellet faktisk bedre (og alligevel betydeligt billigere) end sidste gang, mens kvarteret ikke var helt så fint. Til gengæld er det vældig hipt og trendy. Vi boede lige ved Old Spitalfields Market, Brick Lane og Hanbury Street med alle vintage butikkerne.
Vi tog bussen fra Stansted til Liverpool Street station, hvor der kun er 5 -10 minutters gang (alt efter hvor træt - og dermed langsom - man er) til Folgate Street og vores hotel. Vi afleverede kufferterne der - mod betaling, men det var betydeligt billigere end at gøre det på stationen.
Så gik vi til Old Spitalfields Market, hvor der er flere gode restauranter. Vi valgte Fire and Stone, hvor vi fik glimrende mad - og vand af en særlig fornem herkomst.
Bagefter gik vi ud og kiggede på markedsboderne - vi var så heldige, at der om torsdagen er antikmarked. Jeg så endnu en gang på en marmeladekrukke - og lod den endnu en gang stå...
Fra klokken 15 kunne vi checke ind, så vi gik tilbage til hotellet, efter et sving omkring Commercial Street, hvor vi bl.a. så Christ Church i solskin.
Vores værelse var lille, det vidste vi godt, men det var ikke så lille, at det var umuligt at komme omkring, jeg synes nærmere man kan kalde det kompakt. Vi var i hvert fald vældigt begejstrede for det. Og det gik fint med at deles om dobbeldynen. :-)
For enden af sengen hang TV'et og et lille "klapbord", som når man åbnede det, afslørede to stik. Og så kunne man snildt spise ved det, siddende på sengeenden. Det var nok det eneste jeg savnede efter 4-5 dage, en rigtig stol at sidde i.
Udsigten var også glimrende, til hotellet "lille" gårdhave, og bagsiden af de gamle huse rundt omkring. Når vejret er bedre er der uden tvivl rigtig hyggeligt at sidde.
Resten af dagen slappede vi af, for vi var stået op kl. 2 om natten, for at køre mod Billund kl. 3 i bidende kulde og med masser af sne på p-pladsen ved lufthavnen. :-) Turen over gik uden problemer - og endte vældigt romantisk med en ung mand, som friede til sin kæreste over flyets højtaler. Der var ikke et øje tørt og alle klappede.