I lørdags var vi 9 glade quinder, alle medlemmer fra Vesterhavsgruppen, som var på udflugt i fantastisk fint forårsvejr.
Første mål var Helene Juuls butik, så vi satte GPS'erne til lede os på rette vej, efter at vi alle var blevet forenede i Aulum, hvor vi provianterede hos bageren. Vi skulle have formiddagskaffen et eller andet sted på vej østpå.
Stedet blev en rasteplads straks udenfor Silkeborg. Efter udpakning af diverse kurve kunne vi sætte os ned - på Lenas medbragte tæpper - og nyde rundstykker, Else Maries gode marmelade, ost, kaffe og te.
Det var en lidt kold fornøjelse, så vi sad der ikke længere end højst nødvendigt. Og vi skulle jo også videre.
Klokken 10.34 ankom vi i fin stil til Kolt, fik parkeret bilerne og så gik det op ad trappen til Helenes lille bid af himlen. :-)
Hvor der er stoffer, færdige modeller, bøger og mønstre at kigge på, både oppe
nede...
og midt i mellem.
Der blev kigget godt og grundigt på alle varerne. Og der blev handlet lidt.
Efter et par timer var vi færdige, vi tog afsked med Helene og sagde tak for god service, kaffe, te, kager og handel.
Nede på jorden igen enedes vi om, at vi ville køre omkring Silkeborg, kigge lidt på butikkerne der og så finde et sted at spise.
Som sagt så gjort. Og ud over at kigge på Torvet, hvor der var torvehandel med ost, uld, sild, blomster og pølser, så kiggede vi også på garn.
Også her blev der handlet. Jeg købte bl.a. noget, som kan ses på dette billede...
Vi havde aftalt at mødes udenfor Jensens bøfhus kl. 14.30 - så skulle vi bestemme, hvor vi ville spise. Men da ingen rigtigt havde lagt mærke til andre spændende steder, så endte det med, at det blev Jensen, som kom til at lægge hus til. Og det var sådan set også udmærket, vi var ved at være temmelig sultne og en lille smule koldt var det også, selvom solen stadig var fremme.
Efter ret kort tid frøs vi ikke mere.
Da alle var mætte gik vi tilbage til bilerne igen, vi aftalte at mødes på en p-plads i nærheden af Holstebro, vi skulle lige have kaffe/te og kage, som Solveig havde bagt.
Turen tilbage vestpå gik fint, vi fik smagt den gode kage og så skulle vi egentlig skilles. Desværre var der et enkelt punkt, som vi ikke rigtigt kunne få afviklet, nemlig den obligatoriske Show and Tell, hvor vi skulle se, hvad vi hver især havde købt. Men da der ingen bænke og borde var på stedet vi havde valgt, så var det ikke så ligetil.
Signe foreslog, at vi kunne besøge hendes mor inde i byen, der var alligevel nogle, som skulle hente deres biler, på P-pladsen, hvor hun bor. Hun ringede fluks til hende og spurgte om hun ville have et par gæster. Det var hun helt med på, men desværre var der flere, som måtte hjemad, så vi endte med at være 3, som viste hinanden - og Signes mor - hvad vi havde købt.
Signes mor, som hedder Anna, er kusine til min bedstemor - datter af min oldemors tvillingsøster. Og det lyder jo nærmest som om vi er tilbage i stenalderen, men jeg kan tydeligt huske både min oldemor og hendes søster, så det føles stadig meget nært. Så det var også rigtig hyggeligt og dejligt for mig, at se hende.
Så ud over snak om, hvad vi ville bruge vores nyanskaffelser til, så blev det også til snak om gamle dage. Det var et fint, lille afbræk i køreturen. Som vi dog fortsatte inden så længe, klokken var ved at blive mange og vi havde stadig nogle kilometer tilbage, hver især, inden vi var helt hjemme.
Jeg købte selvfølgelig også lidt nyt
til stofsamlingen - rullen er plast til "vinduet" i en Peek-a-boo taske.
Og dette var hvad jeg købte hos Ønskegarn. Jeg har længe sukket over alle de søde versioner af, især, Bella, som jeg har set både her, der og allevegne.
Og da jeg fortsætter med at rydde ud i mit garnlager, men er blevet en smule træt af at strikke halsedisser og vanter af mine - ofte - to, tre bundter af ét slags garn, så havde jeg bestemt, at jeg ville købe dette lille hæfte, når jeg engang kom forbi det. Og det gjorde jeg altså i lørdags. :-) Posen med dimser er kabelsamlere/forlængere til Knit Pro pinde.
Vi havde, som man vist kan se og læse, en rigtig god tur. Nu mødes vi først for alvor igen til september, når vi skal have årsmøde, men vi snakkede lidt om noget fælles til DPF's Træf, som i år foregår i Herning.
De små reprotæpper er syet af Pia og Anne Mette. Jeg kan selvfølgelig ikke længere huske, hvem der har lavet hvad, men det skal da i hvert fald nævnes!