I dag har jeg virkelig følt, at jeg har holdt fri. Sikkert, fordi alle tanker om eksamen, domæneteori, transaktionsanalyser og det retoriske kompas er forsvundet fra min hjerne - ikke helt, men jeg behøver ikke aktivt tænke på det lige nu.
Jeg har taget det vældigt med ro, men har alligevel fået lavet lidt. Bl.a. skar jeg lidt stof i stykker i formiddag.
Det skal blive til et lille ophæng - i stil med dette. Men da jeg er lidt doven anlagt, og desuden heller ikke er ejer af et særligt stort udvalg af Liberty stoffer, bliver mit bare med firkanter.
Jeg har også bestilt lidt stof. Eller faktisk en hel del. Det er længe siden jeg har sendt så stor en ordre af sted som denne. Men jeg har opdaget, at hvis jeg skal nå at have noget af Felicity Millers Charleston Farmhouse, så skal det snart være.
Jeg har lukket ca. 532 masker af på Eris (nu har katten, ikke overraskende, lagt sig til rette på den...) Jeg var ellers i fuld gang med Driftwood, men det blev for stort at have med på kursus, så sidste tirsdag slog jeg op til Eris. I den forkerte farve, fandt jeg ud af, så onsdag begyndte jeg forfra.
Dvs., at jeg kun har brugt en god uge på at strikke den. Så hurtig har jeg vist aldrig gjort et strikketøj færdigt. Ja, færdigt og færdigt, der skal lige hæftes nogle ender.
Og så har jeg plukket en buket violkanutter - efter at potten var blevet pakket ud.
Da vi kom hjem fra Skive i går, havde en af vores hyldebuske i gården, allerede taget varig skade af blæsten. Vi pakkede den og potten med kanutterne ind i plastposer. Det hjalp ikke meget på hylden, den ser bedrøvelig ud og jeg har virkelig lyst til at tude over elendigheden. De andre planter har heldigvis klaret sig bedre.
Nu vil jeg sætte mig i sofaen og tage Driftwood til nåde igen, selvom den ikke er det nemmeste at strikke til TV-kigning. Vi skal have set aftenens afsnit af Antikduellen.