Vi har prøvet det før, men det er 18 år siden sidst - og man vænner sig alligevel heller aldrig til det. At skulle tage til dyrlægen med sin hund for sidste gang. Men i går var det blevet tid til, at vi måtte gøre det med vores gode, gamle Rumle.
Han havde skrantet lidt, han drak meget og ind i mellem var der problemer med at holde på vandet. Vi tænkte selvfølgelig på sukkersyge, men det var desværre ikke det, som var galt - og vi indstillede os på, at det kunne nærme sig en afslutning.
Vi var frygtelig kede af, at han evt. skulle væk før jul, men efter scanning og diverse blodprøvetagninger, kunne man se, at der var noget galt, men ikke hvad - og ud over det med den øgede tørst og tissetrang, så var han egentlig sig selv, selvfølgelig mere magelig og langsom, for det bliver man jo, når man nærmer sig de 90 år.
Dyrlægen sagde, efter den sidste undersøgelse med blodprøver, som endnu engang viste forhøjede tal, at man selvfølgelig ikke straks skulle skride til aflivning, fordi tallene var for høje, men også se på hunden. Og han havde det faktisk fint nok.
En særlig interessant bærepose fra slagter Göttsche i Herning. Den blev gjort rigtig grundig ren.
Så han klarede julen i fin stil, men mellem jul og nytår kunne man godt begynde at mærke en forandring. Han aflagde flere og flere af sine sædvanlige vaner, og han sov meget af tiden væk. Så i fredags besluttede vi, at nu skulle det være, når vi kom over weekenden. Men der var stadig lyspunkter. Lørdag havde vi vores sædvanlige afpyntningsjuleaften, hvor vi spiser julemiddag, har træet tændt og hvor vi får en lille gave. Og han tog meget aktiv del i at pakke nogle af gaverne ud, ligesom han havde gjort selve juleaften, hvor han faktisk slet ikke kunne vente, til det blev tid til pakke gaver ud.
Det var en helt særlig fornøjelse at få en tom mælkekarton og flå den i stumper og stykker. Låget skulle først af og så kunne man komme ind til den lille smule mælk, som var tilbage. Det fik han selvfølgelig også lov til en sidste gang.
Søndag var han stille igen - og der måtte bare bestilles tid hos dyrlægen. Ventetiden var slem, men selve besøget var en god oplevelse, Bolette var også med, hun skal først være tilbage i Ollerup på mandag. Og det passede i hvert fald mig rigtig godt, for hun var hans bedste ven, så det var meget passende, at hun også var med til det sidste. Det er også hende, som har taget alle billederne her.
"Vores" dyrlæge var meget forstående, snakkede både med Rumle, så længe det kunne lade sig gøre og med os, og fortalte bl.a. om to af de hunde, som hun selv havde mistet. Efter at narkosen havde gjort sin virkning, gik det stille og roligt efter den sidste sprøjte.
Dyrlægen opfordrede os til at vente nogle dage med at begrave ham, for at vi kan vænne os til, at han er død. Min mand fortalte, at da vi havde begravet vores første hund, straks efter, at vi kom hjem med ham, havde han tænkt meget på, om han nu også var død.
Så nu ligger Rumle, godt pakket ind, ude i vores udhus og vi har bl.a. været ude for at sige godnat til ham. Men i morgen er det på tide at sige endeligt farvel, så skal han i graven, som allerede er forberedt.
En plads i solen var særlig eftertragtet. Og så var det sådan set lige meget, hvad der evt. stod "i vejen"...
Nu skal vi for alvor vænne os til, at der ikke er en glad, lille hund i huset. For selvom han ikke var så aktiv de sidste par dage, så vidste vi alligevel, at han var der. Vi snakker selvfølgelig også om en ny hund. Det skal ikke være lige nu, vi skal lige være klar igen.
Men vi får aldrig en hund, som havde så mange sjove vaner og som var så godmodig og stort set altid i godt humør, som Rumle.
