Fredag besluttede vi, at vi ville hente vores havemøbler, som har været opmagasineret i Lemvig i vinter.
I fredags kunne man nemlig sagtens have siddet ude i solen, hvis man fandt læ og måske havde et lille tæppe med.
Efter at vi havde fået bilen fyldt godt og grundigt op og havde været forbi et byggemarked, for at kigge på diverse ting og sager, kørte vi ned i byen, hvor jeg var en tur forbi Torvet.
Hvor der var virkelig meget at se på denne gang. Men det endte faktisk med, at jeg ikke købte noget, for jeg havde sat mig for, at jeg ville have nogle stedmødre til en krukke. Jeg ved ikke, om det er, fordi jeg ikke har fulgt med, men i år synes jeg, at sæsonen har været kort og udbuddet har været sløjt, for netop den bestemte plante.
Men der var ellers nok andet at se på. Jeg gik dog derfra, uden at købe noget.
I stedet kastede jeg mig over den vestlige ende af Vestergade, som efterhånden er blevet en rigtig spændende del af Lemvigs gågadenet. Her ligger bl.a. en café, en ostebutik, slagter, helsekostbutik og så har byens eneste selvstændige bager åbnet en filial, som tegner til at blive rigtig populær, hvis man skal dømme efter antallet af kunder i fredags, hvor der var første åbningsdag.
Og den allersidste butik er Karsten Andersen Blomster og Binderi, hvor billedet herover selvfølgelig er taget. Og der var meget andet at tage billeder af.
Som altid også udenfor butikken.
Indenfor er det ikke mindre skønt....!
Der var selvfølgelig en del, som jeg kunne tænke mig. Men øverst på min ønskeseddel kunne jeg skrive disse fine lamper, som man har kunnet se rundt omkring på Nettet i nogle år efterhånden.
Nu ligger det bare sådan, at jeg har to Diamond Lights liggende, som jeg fik i julegave for 2 år siden. Jeg har ikke fundet ud af, hvor de skal hænges endnu (det er besværligt i et gammelt hus, hvor der ikke er for mange lampesteder) og indtil jeg finder ud af det, så er der jo egentlig ikke nogen grund til at købe flere af samme slags. Men fine, det er de da!
Udenfor igen - hvor de flotteste appelsintræer stod i rad og række.
Jeg købte ikke noget, men det ku' da være, at der måske kom lidt med hjem, når jeg skal på den traditionelle påskerundtur. Der er nemlig også åbent hos Flemming og Karsten i påsken. Alle dage fra 10 til 14, på nær 2. påskedag, da er der lukket.