Lettere forsinket efter al balladen hos Typepad, kommer her et lille referat af vores påskerundtur, som i år ikke var helt så omfattende, men alligevel rigtig hyggelig. Denne gang var Bolette med, hun skulle til påskefrokost i Holstebro.
Første stop var Møllegaarden, som er flyttet til nye og større lokaler. Ud over mere plads, har de også fået en meget pæn udsigt.
Det virker altid meget specielt at køre en halvlang tur og så stige ud af bilen og kunne se næsten hjem. Her kan man i hvert fald tydeligt se vindmøllerne ved Cheminova. Sådan er det hele vejen fra Nr. Lem til Humlum ca.
Indenfor er der også meget pænt at kigge på. Jeg tog en del billeder, men der er desværre ikke mange af dem, som egner sig til offentliggørelse. Enten er de utydelige eller motivet er lidt intetsigende. Men Greengate er altid pænt og det, er der et utroligt stort udvalg af i butikken.
Jeg fandt en fødselsdagsgave til vores svigerdatter, som hun blev meget glad for.
Vi satte derefter kursen mod Remmerstrand, vi skulle helst slutte i Holstebro omkring kl. 16, så vi havde et lidt stramt tidsskema. Men da der var fint plads på Lones p-plads, så bestemte vi os for, at der ville vi også, ellers ville jeg være taget derud søndag eller mandag.
Som altid var der, allerede på gårdspladsen, rigtig meget at se på. Men en ting var ikke som det plejer. Det blæste noget så fantastisk. Selvom huset ligger, så det vender ud til åbent land, så ligger det normalt i læ af bakkerne. Men i fredags kom vinden fra en "unormal" retning, så der var noget vindomsust. Det gjorde det til en lidt blandet fornøjelse at gå omkring udenfor, men det glemte man nu snart.
En lille blomsterkumme.
Mellemgangen, som leder om til en gårdhave. Som jeg er dybt misundelig på. Misundelse er jo en grim ting, men jeg kan ikke lade være med at blive det, simpelthen fordi, det ikke kan lade sig gøre at have et sted som dette i vores have, hvor vi stort set ingen læ har.
I butikken var der stemningsfuldt og masser af fine ting.
Så gik det op ad trappen til Lones værksted, hvor der, tradtionen tro, er et lille "stop" i bryggerset. Der er også altid en fin udstilling.
Gåsen her var jeg meget betaget af. Jeg ved nu slet ikke, om den var til salg, men uanset om den var, så havde mit julegavekort nok ikke rakt til den alligevel. :-)
Men ellers var der meget andet at blive fristet - og inspireret - af.
Denne opstilling, syntes jeg, var særlig fin. Og jeg er siden kommet til at overveje, om det ikke var en fejl, at jeg ikke investerede noget af julegavekortet i en af lygterne. Jeg kan godt li', at de også kan bruges som et lille skab.
Bolette var særligt betaget af vaserne her, de er da også rigtig fine.
Overalt var der pyntet med forkobrede blomster, grene eller frøstande. De passer så godt til den grovere flade på keramikken.
Ude på gårdspladsen kiggede vi lidt igen - her er der bl.a. opstillet et akvarium, hvor guldfiskene har meget fornemme omgivelser.
Endelig var vi færdige med at kigge og jeg fik ordnet betalingen for de ting, som jeg havde fået samlet sammen undervejs. Jeg fik brugt hele julegavekortet (ny rekord, så tidligt er det vist ikke sket før.) Jeg købte 3 krukker til udendørs, bl.a. den til højre på billedet her over, en forkobret vibeæg, en af Lones stager (mage til guldfiskenes, bare i aqua) en akeleje og diverse æg.
Så havde vi Hønsehuset tilbage. Her forhandler man efterhånden kun Annie Sloan Chalk Paint, men det var også det, som jeg var interesseret i. For et par år siden købte jeg 3 små dåser, som jeg ikke har fået gjort noget med, mest fordi jeg har besluttet, at jeg ikke vil bruge malingen til det møbel, som jeg egentlig købte det til. Men nu har jeg fået et andet i huset og det kan nok blive fint i farven Provence. Men jeg skulle have noget voks og det købte jeg. Jeg fik samtidig et mindre kursus i brugen af det, af den meget entusiatiske indehaver. Som har sin "egen" butik ved siden af. Hvor jeg købte en flaske fingenbalsamico.
Ét sted mangler i forhold til den traditionelle påskerundtur. Jeg havde forgæves holdt øje med både Facebook og hjemmesiden til Anne-Mette, men der kom ingen opdateringer og jeg fik heller ikke nogen nyhedsmail, så jeg gik ud fra, at der ikke var åben i påsken. Da jeg kørte hjemad fandt jeg ud af, at det havde der været. Desværre var klokken nogle minutter over fem, så der var lukket. Lørdag var sidste åbningsdag i påsken og da havde jeg ikke tid, så jeg var meget skuffet over at opdage, at der havde været åbent.
Senere fandt jeg ud af, at der onsdag var kommet nyhedsmail, den havde jeg overset, fordi min indbakke hos Gmail er blevet delt op i tre og denne var kommet i en af de sektioner, som jeg ikke kigger på så tit, på computeren. På min telefon kommer det hele stadig i en pærevælling, men der havde jeg desværre heller ikke lagt mærke til den.