Det er ved at være et stykke tid siden vi har haft et indslag med vintage patchwork. Dette er et tæppe, som jeg syede til min ældste nevøs første barn, i 2002.
Jeg havde vældige ambitioner om at sy et til hvert barn, men, udover dette, så blev det faktisk kun til et barnevogntæppe til nevø nr. 2's første barn. Jeg havde også fået min sag for, for det blev til 5 (plus et bonusbarn) i alt, og nogle af dem kom meget tæt på hinanden. :-)
Det er maskinquiltet, det blev jeg aldrig rigtig nogen ørn til (og nu er jeg helt holdt op med det, jeg kan meget bedre li' at håndquilte). Og jeg tror, at der var fleece på bagsiden.
Mønstret er fra Jan Mullens bog Cut-Loose Quilts, det hedder Roman Stripez. Jan Mullen er en designer, som jeg var meget optaget af en overgang. Jeg gik på bl.a. på kurser hos Karen Ekmann, som også var meget optaget af hende. Jeg har et lille færdigt ophæng med skæve huse og så har jeg nogle løse blokke med hjerter, blomster, stjerner og et enkelt skib liggende. Men jeg fik aldrig lavet den fantastiske quilt med et helt landskab med huse, skibe, flag og stakitter.*
Det var en hel opdagelsesrejse tilbage i tiden at lede efter links og billeder til indlægget her. Jeg havde helt glemt, at jeg har bogen, hvor mønstret var og at der var så meget andet sjovt og finurligt fra Jan Mullens hånd. Jeg faldt sågar også over et glemt projekt af mine egne...
* Via linket her kan man se et slideshow med nogle af Karens tæpper. Og der er også billede af den flotte quilt hun har lavet, med huse, stakitter, skibe osv.