I går var jeg i Lemvig for at se Lones udstilling i Kammergalleriet, i forfærdeligt trykkende og varmt vejr. På Torvet blev der spillet jazzmusik og jeg fandt en bænk i skyggen under et træ, hvor der også var vind, så der sad jeg et stykke tid og lyttede til musikken og nød brisen.
Efter den fine pause gik jeg videre, og nåede til sidst hovedmålet for turen.
Og allerede udenfor kunne man se, at der foregik noget spændende i Kammergalleriet.
Denne udstilling består selvfølgelig udelukkende af Lones egne ting, men der er - lige så selvfølgeligt - også plads til fine dekorationer og buketter mellem de smukke udstillingsgenstande.
Gåsen er også med! Og den ser lige fantastisk ud her, som derhjemme.
Det kan varmt anbefales at se udstillingen, som er åben hver dag, frem til d. 16. juli.
Jeg ville også kigge hos Flemming og Karsten, som har gjort butikken sommerklar. På vej derhen opdagede jeg pludselig noget, som er mit eget.
Denne beklædningsgenstand, som vist nærmest kan kaldes en overdimensioneret sjælevarmer, reklamerede for markedet i Husflidens gård, som ligger i tilknytning til Kammergalleriet.
Der var jeg også lige et vend inde og kigge på boderne. Det var nogle gode ting, der var at kigge på - og købe, hvis man skulle få lyst. Især var boden med strik interessant.
Interessant - og flot - var det også hos Flemming og Karsten.
Jeg nøjedes med at kigge nedenunder - vejret var bare for varmt til at bestige trappen til første sal, så det gemmer jeg til en anden dag.
Det samme gør jeg med et besøg hos Anne-Mette, der havde jeg ellers også planlagt, at jeg ville, nu jeg var af sted en lørdag. Men jeg skyndte mig i stedet tilbage til bilen, med et lidt kortere stop på min bænk på Torvet - musikken var også stoppet - og så kørte jeg hjem og satte mig ud i skyggen i haven.