via studiofrey.nl
Jeg vil lige ønske jer alle et rigtigt godt nytår, inden det er "for sent". Og det ville da klæ' mig, eftersom jeg aldrig fik ønsket glædelig jul!
Året, som snart er gået, har egentlig været ret fredeligt. Vi skulle dog ikke forskånes for sygdom. Også denne gang var det min mand det gik ud over, men nu er der blevet gjort noget ved både hjerte og tarmsystem, så mon ikke han kan slippe for mere elendighed i et godt stykke tid?
Det var også i år vi måtte sige farvel til Rumle, men i august sagde vi så goddag til Oskar. Vi måtte sande at det var som at komme fra asken i ilden - at få en (mere end almindelig) livlig hvalp i huset i forhold til at have en gammel adstadig hund, som var ret bovlam hele sit liv.
Vi har haft et noget ambivalent forhold til ham, men i løbet af de sidste uger er han (vistnok) blevet mere medgørlig. Problemerne har sikkert haft rod i rod. At min mand blev indlagt to gange og derfor pludselig var væk. Der var meget "uro" i den første tid, så forhåbentlig hjælper det altsammen, når vi kommer ind i en mere normal gænge efter nytår.
Men en ting er vi rigtigt glade for. D. 24. december var Bolette en tur ved havet med ham og da tissede han sør'me uden for sit eget matrikelsnummer! :-) Det var ellers ved at kunne udvikle sig til et større problem, for han kan holde sig rigtig længe. Så havde det ikke ændret sig, så kunne det blive noget besværligt at tage ham med på ture, hvor vi skulle overnatte. Men nu håber vi, at det er et overstået kapitel. Han er i hvert fald fortsat med at lave søer andre steder, siden. :-D
Jeg plejer jo også at have et indlæg om de ting jeg har fået syet eller strikket i årets løb, men det må komme lidt senere. Sammen med et indlæg om julen her i huset. Som jo her, som bekendt, varer til d. 6. januar!
(Linket går forresten til en side, hvor man kan printe nogle fine kort. Som er julekort, men jeg synes nu de er ret fine til nytår.)