Jeg skulle lige prøve at lave en enkelt Flying Geese efter den tutorial, som jeg fortalte om i går.
I æsken med mine Liberty stoffer lå der også en fin rest hør, som jeg tænkte, at jeg da lige så godt kunne bruge til prøveblokken. Jeg lavede først en blok, hvor gåsen er ensfarvet, fordi jeg fandt en lap, som allerede var skåret 2½ x 2½ tomme. Men jeg bestemte mig for at gøre det omvendt med den næste. Og den næste og den næste.
For inden jeg havde set mig om, havde jeg, i stedet for en enkelt eller to prøveblokke, næsten nok til en mini-quilt. Jeg har kun hør til 4-5 blokke mere, men så har jeg tænkt at gøre, som Nova har gjort med sin og sætte nogle "plain" blokke ind af Liberty stoffer.
Det er ikke svært at lave blokkene som sådan, men jeg havde noget besvær med at få stofferne til at ligge nøjagtigt ovenpå hinanden, det bøvlede jeg lidt med.