Lige for tiden er jeg vældig optaget af at sy små etuier af den ene eller den anden slags. Det er overskueligt at sy og forholdsvis nemt at vælge stoffer til.
Forholdsvis nemt. For jeg synes, at det er blevet utroligt svært at bestemme sig. Måske er det et aldersfænomen, jeg synes også jeg har svært ved at bestemme mig i forhold til så mange andre ting. Måske er det, fordi jeg ikke syr så meget mere, så derfor skal det helst være "rigtigt" første gang.
Men når først jeg har bestemt mig for stilen, så er det lidt nemmere. Til mit nyeste projekt bestemte jeg, at det skulle være tøset og tuttenuttet. Så jeg kiggede i en kurv, med stof, til et andet projekt, som jeg har lagt lidt til side.
Det nye projekt er en Idea Pouch fra Michellepatterns.com. Og jeg må nok sige, at det måske ikke er det mest overskuelige projekt - og jeg har oven i købet ikke gjort det nemt for mig selv. :-)
Jeg ville nemlig have blomsterbuketten her midt på lommen, og langt nok nede til at klappen ikke dækker for det meste af den, når etuiet er lukket.
Og det lykkedes - men det gav sved på panden. :-)
Det gjorde det også, da jeg opdagede, at det prikkede stof kun lige slog til. Heldigvis er sømmerummet inkluderet, for ellers havde det set sort ud.
Nu mangler jeg at klippe forstykkerne til og så skal der klippes volumenvlies og vlieseline, som jeg, i parentes bemærket, lavede forskellige prøver med, inden jeg gik i gang med at klippe i noget som helst. Men så er jeg også endelig klar til at gå i gang med at sy.
Jeg er temmelig overbevist om, at når jeg når der til, så vil der ikke være mange køer på isen. Der er nemlig en utrolig god og grundig beskrivelse, hvor intet er overladt til tilfældighederne. :-)