Da jeg for nogle år siden syede løberen fra Anne-Pia Godske Rasmussens bog Flowerpower patchwork, fik jeg ikke læst instrukserne for godt. Derfor lavede jeg to blokke i en størrelse, som jeg kun skulle brug een af.
Den har nu ligget som en UFO i over 3 år.
Jeg har quiltet med DMC - som jeg efterhånden altid gør. Jeg ville gerne gøre det lidt "vildt" denne gang og fandt flere forskellige farver frem.
Jeg lagde ud med at sy krydser i et par af rummene mellem stjernespidserne. Men det blev for kedeligt og ikke spor vildt, så det blev pillet op igen og jeg quiltede i stedet rundt om stjernen. Heller ikke særlig vildt og det var desuden også som om mine idéer til hvad jeg så kunne gøre, var udtømte. Så det blev til en stikning langs den indvendige kant.
Men endelig kom jeg da på, hvad jeg skulle gøre med rammen uden om blokken. Den blev quiltet i rækker med en halv tommes mellemrum og det gjorde faktisk det hele noget mere spændende.
Alt i alt er jeg blevet vældig godt tilfreds med det, nu skal jeg bare have fundet et stykke stof, som passer som bagside. Måske skal det være det prikkede.