Nu hvor jeg havde lidt bøvl med at komme i gang med at sy udendørs i går, gik jeg, lidt senere, over til maskinsyning, inden døre.
For et stykke tid siden syede jeg nogle rester sammen, som skulle blive til forsiden til en lille pung. Jeg har ikke prøvet at sy en Dumpling før, så jeg brugte nogle gamle rester. I går fik jeg quiltet stykket og det blev faktisk rigtig vellykket med den gul/grønne quiltetråd.
I dag gik jeg videre, der skulle klippes ud efter skabelonen. Jeg tegnede op med en tusch og syede en almindelig stikning inden for stregen og så klippede jeg ud tæt ved den.
Min nye symaskine, som jeg er ved at være helt glad for, er ikke så god til at zigzagge, så det ville jeg undgå.
Nu skulle jeg i gang med det svære, at sy lynlåsen i, men der er en rigtig god forklaring, den fulgte jeg nøje og jeg har aldrig syet en lynlås i, så hurtigt og så pænt. Det skyldes nok, at der var klippet hak i lynlåssiderne, at de var riet fast og at delene ikke hang sammen, så der var ikke så meget at komme op at slås med, som når begge lynlåsdelene ligger side og side.
Det blev en gul lynlås, fordi den var den eneste, som holdt målet, 35 cm, og jeg ville helst følge opskriften til punkt og prikke. Men man kan sagtens lave det med en 30 cm. lynlås. Heldigvis, for dem har jeg en farlig masse af.
Her det færdige resultat. Kanten langs lynlåsen er ikke blevet så pæn. Det skyldes, at jeg valgte at lave forside og for som et stykke, så det blev lidt mere stift, end det nok ville have været, hvis delene havde været "hver for sig" og ikke quiltet så meget, som dette blev.
Jeg er ikke helt færdig, for jeg har ikke syet skråbånd over sømmene i bunden og det gør jeg heller ikke, for det var en prøve. Jeg havde lidt problemer med at få enderne syet pænt, de lå mildt sagt ikke over hinanden, men det ser nu pænt nok ud, når man ser det "udefra".
Alt i alt en fin lille ting, som var rimelig hurtig at lave. Det, som tog længst tid, var at sy stykket til forsiden sammen.
Det kedede mig næsten lige så meget, som da jeg syede posen til støvekludene. Som jeg forøvrigt endelig fik helt færdigt i dag, da jeg trak et bånd gennem løbegangen. Den må jeg have vist i morgen.
Der er rigtig mange, som har syet de små punge, det kan man se på både Pinterest, Instagram og Flickr. Der har sneget sig nogle billeder med af den spiselige variant her og der. Det er ikke nemt at søge så specifikt, at man kun får det man vil have.