I lørdags gik vi i gang med at tømme køkkenet. Og rive fliser ned af et lille stykke væg, bare for at se, hvor besværligt det evt. bliver. Det bliver vist ikke så galt - der er et større stykke langs bordet, som først skal væk, når alt andet er fjernet.
Vores hus er jo, som sagt, af ældre dato, så derfor er indervæggene også muret op. Det er lidt besværligt, når man skal hænge billeder op, men det har vi efterhånden vænnet os til. Inden under pudsen sidder disse smukke rosa sten.
Jeg synes jo næsten, at det er en skam at gemme dem væk igen, og et kort øjeblik troede jeg også, at jeg havde fået en god idé, nemlig at lade det stykke, hvor fliserne havde siddet, blive stående råt. Men det kan ikke lade sig gøre.
I stedet skal der glasvæv op hele vejen på det stykke væg. Som så, sammen med resten af væggene, skal males i denne farve. Langt om længe fik jeg fat på en prøve af en farve, som jeg syntes lignede det bundt bomuldsgarn fra Søstrene Grene, som jeg har slæbt rundt med i min taske i over en måned. Det skulle være en meget svagt lyseblå.
Det var ikke umiddelbart nemt at se at farven har et strejf af blåt, eller om den bare er hvid. Men siden vi har ryddet det meste af det, som står langs væggen her, så kan man godt se, at det er en svagt lyseblå og at den vist bliver lige som jeg havde tænkt mig det. I hvert fald lyser den op, i forhold til den grå, som har været der før.
Da jeg så billedet her blev jeg helt forbløffet. For hvordan har perfektionisten dog kunnet leve med, at de to ting ikke har hængt centreret over Moppe-kommoden?!? Forklaringen må være, at det har passet med det billeder, som hang lidt længere oppe. :-) Kommoden måtte hænge lidt længere mod højre, for ellers var det ikke nemt at åbne lågen til skabet, som er uden for billedet til venstre.
En ting, som forbavsede mig, var, hvor meget det berørte mig at skulle gemme bestemte ting af vejen. Blandet andet det, som efterhånden kæmpede om pladsen på hylden her. Det så bedre ud til at begynde med, da der var knapt så meget trængsel (og der var nogle lidt andre ting), men jeg var alligevel helt ked af, at de aldrig kommer til at stå sammen på en hylde mere, for jeg syntes, det hele passede så godt sammen.
Men nu er der snart ryddet og fra på mandag går det løs med tømrer, murer og VVS-mand, onsdag kommer det nye køkken så.
Jeg beklager billedkvaliteten i dette indlæg. Køkkenet vender mod nord og det samme gør vinduet, som oveni købet sidder lige ved et udhæng, hvor hovedhus og baghus mødes, så der er lidt halvmørkt derude meget af tiden.