Forrige søndag havde vi juleafslutning i Gourmetsyklubben. Bortset fra, at vi mødtes til middag, i stedet for om aftenen, så var alt ved det gamle. Vi spillede selvfølgelig også pakkespil, med de sædvanlige fire pakker, som indeholdt hhv. noget købt, noget hjemmegjort, noget vi er blevet trætte af og en hadegave.
Efter køkkenrenoveringen var det nemt at finde noget til det-er-jeg-blevet-træt-af-pakken. Jeg kunne have taget en lille flyttekasse med, men jeg valgte i stedet en enkelt ting ud, da vi var færdige med at tømme køkkenet og den repræsenterede så alt det andet.
Noget hjemmegjort skulle der også til og om lørdagen besluttede jeg, at om så det skulle tage mig hele dagen, så ville jeg sy et etui fra bogen Zakka Style.
Jeg har syet det 2 gange før, med nogenlunde hæderligt resultat, men denne gang ville jeg bruge et bestemt stykke stof, med sakse på, for det var jo lige helt rigtigt. Desværre er bundfarven svær at matche, så det endte med at jeg skrottede idéen. I stedet blev det - næsten - dette her:
Jeg skiftede hørren ud med en anden, knapt så grov og jeg brugte ikke alle båndene.
Næsten halvvejs. Billedet er ikke det bedste, men til gengæld gik det strygende hele vejen. Det var et af den slags tilfælde, hvor man spurgte: Hvad gik godt? i stedet for: Hvad gik galt?
Sådan blev det endelige resultat. Jeg var så tilfreds, at jeg næsten var ved at gå bagover. Det hele passede så fint sammen, synes jeg.
Lukket sammen så det sådan ud. Det er lidt svært at pynte ydersiden, fordi man skal tage hensyn til båndet, som skal bruges til at lukke med.
Det var heller ikke helt nemt med knapperne her, fordi de skulle placeres, så jeg kunne komme til at sy hele baduljen sammen til sidst, for symaskinen skulle jo kunne komme til. Men også det lykkedes helt fint.
Endelig måtte der lidt indhold i. Det blev også kun til lidt, for jeg kunne ikke finde så meget i en snæver vending. Jeg blev nemlig først helt færdig søndag morgen. Men det gik alligevel godt! :-)
Og jeg tror nok, at den heldige var lige så tilfreds med indholdet af pakken, som jeg var.