« April 2016 | Main | June 2016 »
Rita, som jeg vil vove at påstå, at alle, der sy patchwork, kender, har endnu engang lavet en farveglad og smuk quilt.
Det gør hun jo af og til, men denne gang har hun også fortalt, hvordan hun har gjort, så der er en tutorial i indlægget, som linket leder til.
Jeg kunne vældig godt tænke mig at prøve at gøre hende kunsten efter, men mit lager af ensfarvede stoffer er temmelig kedeligt i farverne, sammenlignet med dem, som er brugt her. :-)
|
1. Hoop #020, 2. redefining mending, 3. Ao sol 😊 hoop#016, 4. Home sweet home embroidery, 5. Embroidery on linen, 6. Embroidery, 7. house embroidery, 8. Embroidery, 9. embroidery
|
I fredags så jeg sammendrag fra barnedåben i Stockholm. Og lagde for første gang rigtigt mærke til denne smukke sang eller salme, som er komponeret af Benny Andersson.
Den har været fast på repertoiret, i hvert fald siden kronprinsesse Victoria blev gift med sit livs Daniel. Dengang så jeg kun en lille smule, men det var til gengæld i et helt specielt selskab.
Jeg ville gerne have haft versionen fra barnedåben, for den synes jeg var helt særlig, men den findes ikke på Youtube. Endnu. :-)
Godnat og sov godt, alle sammen!
|
Jeg er gået i gang med et større håndsyningsprojekt. Dvs. når engang jeg har blokke nok, så skal de bestemt sys sammen på maskine. :-) Jeg skal nok have 49 i alt, så der er et stykke vej endnu.
Jeg er inspireret af quilten Pearls, designet af Brigitte Heitland, som står bag firmaet Zen-Chic. Mine blokke er lidt større - det samme er cirklerne.
Jeg så nogle af de færdige modeller fra firmaet, hos Quilter's Patch, da der, i august 2014, var Træf i Odense og var ret begejstret for dem. Men siden er det ikke blevet til mere.
Indtil videre er de fleste, som man kan se, med en hvid eller cremefarvet baggrund, men jeg vil have nogle i lidt andre farver. Foreløbig har jeg forsøgt mig med en grå, men jeg ved ikke helt, om det bliver den farve, som skal være den alternative, for jeg har ikke mange grå stoffer - og det jeg har brugt, er faktisk købt til et specifikt projekt. :-)
Jeg har ti blokke i alt, de tre af dem har jeg syet sammen som en prøve, for til at begynde med havde jeg skåret lapperne 6½ tommer, men blev enig med mig selv om, at de nok blev for store. Så for at blive overbevist om det, syede jeg de tre sammen.
Jeg overvejede et kort øjeblik at købe et sæt cirkler fra Karen Kay Buckley til at lave skabelonerne med.
De har den fordel, at de kan tåle varmen fra strygejernet. Men da der kun er to af hver størrelse i den pakke jeg skal bruge, så synes jeg det er lige meget, for fordelen kunne være, at det var muligt at forberede flere cirkler til applikation ad gangen. Jeg kunne selvfølgelig bare lave nogle flere af karton, men jeg har glemt, hvad jeg brugte til at tegne efter. :-D
Og forresten, er der nogen, som ved, hvad sizing kaldes på dansk?
|
Et fint lille ophæng eller hvad man nu kunne tænke sig at lave med denne blok. Som er lidt af en udfordring at sy, fordi delene er så små. :-)
Klik på linket under billedet, så dukker der en god tutorial med masser af billeder osv.
|
Det går kun langsomt med at producere noget ved symaskinen for tiden. Til gengæld går det bedre med håndsyning, men mere om det senere.
Dette er klappen til endnu et lille etui. I virkeligheden er jeg kommet længere end på billedet, jeg har quiltet stykket med en rød Aurifil tråd.
Det lyder måske meget godt, men det er det ikke. Stingene er for det første ikke pæne, men for det andet er den røde tråd alt for dominerende. Det havde jeg på fornemmelsen før jeg gik i gang, men jeg ville ikke høre på min indre stemme... :-)
Etuiet er designet af Minki Kim og findes i juni nummeret af Sewing World, som man kan købe digitalt.
* Nu er det jo en pæn blog, så derfor må man se afsnittet af Matador, hvor Vicki optræder for det forbløffede publikum i Korsbæk, hvis man vil have det fulde citat. Men måske kan man gætte, hvad der skal stå... :-)
|
For godt en måneds tid siden gik jeg i gang med et projekt, som måtte være hemmeligt. Det var nu ikke meningen, at det skulle være holdt hemmeligt helt til nu, men sådan blev det bare.
Dette er begyndelsen til hemmelig projekt v. 2. Jeg lavede nemlig to, ikke fordi det var specielt svært eller fordi jeg var specielt utilfreds med den første version jeg fik lavet, nærmere fordi jeg synes det var så sjovt, at jeg gerne ville prøve igen - og denne gang med nogle lidt mere "hippe" stoffer.
Den første ser sådan ud. Jeg synes, den er fin, men jeg syntes alligevel, at jeg skulle lave en lidt mere spændende at give væk. For det var meningen med den.
Her er det færdige resultat.
Dette er samme motiv, bare fra en anden vinkel og her kan man nemt se, at der er forskel på de to nålepuder. Det er fordi den venstre er blevet presset godt og grundigt med et varmt strygejern.
Fyldet er almindelig pladevat og når det bliver udsat for for meget varme, så smelter det sammen. Det er en stor fordel, når man bruger til det til nålepudefyld, for så bliver det selvfølgelig mere kompakt og nålene forsvinder ikke så nemt ned i puden, som de gør, hvis man bare bruger det, som det er.
Det giver desuden også en meget pænere nålepude, hvilket man nok godt kan se på billedet.
Modellen er denne fra Noodlehead. Og selvom man kunne tro, at den er svær at sy pga. faconen, så er det slet ikke så svært. Bortset fra at bunden er lidt sværere at sy til end oversiden.
|
Tusind tak for alle lykønskningerne i anledning af den store dag i går, både her og på Facebook. :-)
Dagen blev festligholdt med middag på en kinesisk restaurant, som altså også har sushi på menukortet. Sushi er ikke mit helt store nummer, men jeg elsker kinesisk mad. Det gør faderen ikke, så han var lidt bekymret på forhånd, men han fandt da heldigvis noget i det store udvalg på buffeten, så han gik ikke sulten derfra.
|
30 år er det siden vi fik vores første barn. Jeg kunne, som jeg vist plejer, skrive, at det ikke er til at forstå, hvor den tid er blevet af, eller at den er gået så hurtigt.
Men i Emils tilfælde, så er det ikke bare det, at tiden er gået hurtig - men at den er gået i det hele taget. At han stadig er her. For det var ikke meningen, som jeg har nævnt før.
På billedet her, som er taget dagen efter han blev født, er der ingenting, som antyder, at vi ikke havde fået et sundt, raskt og ganske almindeligt barn. Men vi havde tværtimod fået et ganske ualmindeligt barn.
Efter nogle uger stod det klart, at der var et eller andet i vejen. Vi - mor og barn - blev indlagt på børneafdelingen på Herning sygehus, hvor vi var en uges tid. Den gang var arbejdsgangen betydeligt langsommere end i dag, så alle røntgenbilleder, ultralydscanninger og til sidst CT-scanningen blev drøftet på konference dagen efter, de var foretaget og så fik vi endelig resultatet hen på dagen.
I dag kan jeg ikke huske alt, fra forløbet, som i første omgang varede en måned. Men der er nogle vigtige situationer, som jeg kan huske - i hvert fald noget af. F.eks. da jeg var til den sidste samtale med den rare overlæge på børneafdelingen, som fortalte, at man stadig ikke kunne sige, hvad der var galt, efter CT-scanningen. Da han havde sagt det, holdt jeg op med at høre efter. Jeg havde fået at vide, hvad jeg ville vide, resten var ligegyldigt. Men vi skulle overflyttes til Odense, som vi var blevet "advaret" om, hvis ikke CT-scanningen viste noget endeligt resultat.
Om aftenen blev der - lynhurtigt - arrangeret barnedåb. Personalet fortalte, at vores lille unge selvfølgelig stadig ville blive kaldt udøbt dreng, når vi kom til Odense, og da vi for længst havde besluttet, at han skulle hedde Emil, så skulle han da kaldes det.
I Odense var arbejdsgangen heldigvis hurtigere, så vi (og nu var faderen også med) skulle ikke blive ved at gå i uvished ret meget længere, om hvad "det" var, som var i vejen. Der blev lavet rygmarvsprøve og operation, fredag d. 27. juni.
Og endelig kunne vi få at vide, hvad der var galt. Svaret var ikke positivt, men det var alligevel en lettelse at få et konkret svar. Et neuroblastom, som desværre sad, så det ikke havde været muligt at fjerne alt ved operation og som heller ikke ville kunne fjernes vha. strålebehandling. Så prognosen var, at resten af svulsten ville fortsætte med at vokse og at det til sidst ville ende med, at vores barn døde.
Under operationen havde der været hjertestop, så han blev lagt i respirator et døgns tid. Jeg kan stadig huske den søde sygeplejerske, som sad vagt ved ham og som fortalte, at apparatet, som vist var helt nyt, kostede det samme som en stor Volvo. Det var vi alle sammen svært imponerede over. Hun skulle bare vide, hvor stor en bilnørd, der lå og slumrede der. :-)
Vi blev i Odense en lille uges til, flyttede så tilbage til Herning og nøjagtig en måned efter indlæggelsen kom vi hjem igen d. 17. juli.
Men helt så galt, som det var spået, gik det jo ikke. Vi var til kontroller i Herning et par gange og en af gangene spurgte vi, om der ikke kunne blive lavet en ultralydsscanning, for så kunne vi da komme hjem med lidt konkret nyt. Ellers blev der bare kigget på barnet, som så ud til at trives og trykket lidt på maven, som ikke viste tegn på, at der sad noget uhyggeligt derinde.
Ultralydbillederne viste, at svulsten, selvfølgelig, var mindre, men for at kunne få et bedre indtryk af, hvordan det så ud, blev der igen CT-scannet, billederne blev sendt til Odense og snart kom der besked om, at resten af svulsten var mindre end den havde været efter operationen. Den skrumpede så at sige af sig selv. Vi fik senere at vide, at det var der en chance for, særligt, når børnene ikke var så gamle. Og vores var jo ret ung. :-)
Alt gik altså godt, men der fulgte utallige hospitalsindlæggelser, i første omgang for at følge situationen - vi var i Odense hver 3. måned, hvor vi var indlagt 4 dage, mens der blev foretaget scintigrafi og andre undersøgelser. Senere var der også forskellige følgevirkningen af svulsten, som krævede operationer, men vores lille unge klarede det meste uden at kny ret meget.
Så tillykke med dagen, Millemand! Jeg ved godt, at du synes, det er forfærdeligt at blive så "gammel". Vi synes, det er fantastisk!
|
1. finland, 2. monotone #quilt, 3. #craft #craftybastards, 4. paris, 5. redefining mending, 6. Tea bag wallet, 7. still, sad music, 8. Untitled, 9. Caligrafía
|
