Torsdag begyndte lidt kedeligt, vi skulle undvære strøm fra 9.30 til 15.00. Noget af tiden skulle vi ikke være hjemme, så det var ikke så farligt, syntes vi, men det var nu - om ikke besværligt - men man glemte hele tiden, hvor meget der var, som man ikke lige kunne gøre.
Ved 12-tiden kom der en mand og slog en parasol op og gik i gang med at ordne og regere med elskabet, som var blevet "gravet ud" med lufthammer og larm tirsdag morgen. :-)
Og alt blev vendt til fryd og gammen, da strømmen allerede kom tilbage lige før halv to.
Vi skulle til Lemvig for at handle her og der, bl.a. i Rema 1000, hvor dette prisskilt, ved første øjekast, gav mig underlige billeder af dybfrosne unge mænd iført tæt tilknappede skovmandsskjorter og monsterskæg.
Senere skulle vi møde Bolette ved bussen. Hun skulle komme hjem og passe sit sædvanlige sommerarbejde i Fiskehallen. Derfor havde hun haft cyklen med helt fra Svendborg og for at lette den sidste del af rejsen, med toget til Thyborøn, ville vi tage hendes bagage med hjem.
Der var en halv time til toget gik og da vi samtidigt skulle have hentet nogle varer nede i byen, så kunne hun og jeg passende aflægge et besøg hos Linneberg, som havde åbent, fordi det jo var torsdag. Det var en lille ændring i planen, men bestemt ikke den ringeste.
Som altid er der masser at kigge på i butikken, bl.a. denne fine skammel.
Servietter til mågestellet. Senere så vi også en dug til samme.
Buketten med roser var næsten det fineste i butikken, men den var sikkert ikke til salg.
På vejen hjem havde jeg planer om at plukke kaprifolier ved Harboøre. Det regnede lystigt det meste af tiden, mens vi var af sted, men der blev et lille stop i det lige da vi nåede til stedet, så jeg fik en stor buket med hjem.
Jeg gjorde et par fund hos Linneberg, bl.a. dette hæfte fra Haandarbejdets Fremme, som jeg gav 20 kr. for.
Og her er en del af kaprifolierne, i et andet fund, yndlingsvasen fra Antik og Skrammel i Svendborg.
Så dagen, som begyndte lidt kedeligt, endte på bedste vis.
Gem
Gem