Søndag eftermiddag postede jeg dette billede på Instagram og proklamerede: nu har jeg vist fundet ud af det. For jeg havde haft lidt problemer med at komme i gang med mønstret, bl.a. fordi teksten i opskriften ikke stemmer overens med det, som diagrammet viser.
4 pinde senere, da jeg skulle i gang med mønsterrapport nr. 2, som er helt mage til denne, måtte jeg sande, at det har jeg bestemt ikke. Og sandsynligheden for, at jeg nogensinde kommer til det, er meget tæt på at være lig nul.
Jeg kunne ikke få mønstret til at passe. Selvom jeg har det rigtige antal masker til hver rapport, tværs over, så ville det bare ikke blive rigtigt.
Jeg strikkede den første pind helt igennem, hvor jeg skiftedes til at lave 8 og 10 vrangmasker mellem de to skrå "ben", for så passede det. Jeg ramte endda helt rigtigt, da jeg nåede over til mønstret, som er strikket i venstre side af sjalet.
Men da jeg så skulle strikke vrangpinden kunne jeg se, at det første hul i mønstret, logisk nok, skiftede plads alt efter om jeg havde strikket 8 eller 10 masker. Det så farligt ud, så det duede ikke.
I går aftes trævlede jeg den første rapport op igen, men jeg må indrømme, at jeg er ved at være så træt af det hele, at jeg seriøst overvejer at trævle hele det store arbejde op og bruge garnet til noget bedre. Selvom jeg egentlig ikke synes, at der kan findes noget, som er ret meget bedre end Scalene.
Gem