Ligesom forår og sommer har sine faste kulinariske højdepunkter som asparges, nye kartofler og jordbær, så har efteråret og vinteren også sine klassikere. Simreretter er blandt dem. Gryder med et herligt indhold af kød, grøntsager og krydderurter, som står længe på komfuret og ender med at blive til en himmerigsmundfuld.
Sådan en opskrift er dette - tror jeg. For jeg har ikke prøvet den endnu, men jeg har bestemt tænkt mig at gøre det.
Det er temmelig omstændeligt med svinekæber, alene at gøre dem i stand kan tage sin tid, men det er helt sikkert besværet værd. Denne opskrift er absolut heller ikke hurtig og nem, men jeg er sikker på, at man får et fantastisk resultat.