Jeg ville have skrevet et indlæg om et par ting, som jeg har fået syet i løbet af de seneste måneder. Men jeg har været i gang med at flytte alle mine billeder fra C-drev til D-drev, så der måske kan blive gjort noget ved min sarte computer, som ikke tåler opdateringer.
De billeder jeg ville bruge, har jeg ikke rigtigt kunne lokalisere, så i stedet vil jeg vise noget, som jeg har tænkt, at jeg vil sy engang i løbet af de næste måneder.
En pude til vores sofa. Af et stykke stof, som har ligget mindst i 10 år (det kan slet ikke gøre det, det er sikkert mindst 15 år) og ventet på bedre tider. De er - måske - kommet nu.
Stoffet er, som man kan se, fra Jane Churchill. Det er købt hos Waldorf, som lå i Kongensgade 31B i Odense, fundet i en restekasse sammen med to andre stykker. Som også stadig venter på bedre tider. Jeg skal vise dem begge en anden dag. Særligt det ene er jeg stadig svært begejstret for. Men det ved jeg til gengæld slet ikke, hvad jeg skal sy af. Det egner sig nemlig bedst som noget køkken tekstilt. Et forklæde er næsten det eneste jeg kan komme i tanke om.