Igen i år har jeg meldt mig til Fem før Fem på QuiltSkandinavia, en uhøjtidelig konkurrence (først og fremmest med en selv) om at få fem UFO'er gjort færdige før 1. maj.
Dette er den første UFO, som er blevet færdig i år. Jeg begyndte på dette etui, syet efter et gratis mønster fra s.o.t.a.k. handmade for nogle måneder siden. Jeg manglede kun at sy det hele sammen langs kanterne. Hvorfor jeg gik i stå ved jeg egentlig ikke. Men måske, fordi jeg allerede da kunne fornemme, at det ville ende som "en prøve".
Jeg har brugt noget afstivende, som stiver alt for meget, så foret er nærmest som pap. Og så er der sket et eller andet i den ene side, ved lynlåsen, som jeg ikke helt kan gennemskue. Jeg har forsøgt at pille op og trimme sømmen, men ingenting hjælper, så det er ikke særligt smukt.
Helt færdigt er det ikke, jeg mangler at sy vendeåbningen til i hånden. Jeg skal bare have fundet en tråd, som passer nogenlunde i farve til foret. For selvom det bare er en prøve, så skal det gøres færdigt. Ser man bort fra alle de små fejl, så synes jeg egentlig, at det er ret pænt.