
Mandag var vi i Viborg. Min mand skulle til øjenlæge, og efter megen ringeri til øjenlæger i miles omkreds lykkedes det, helt overraskende, at få en tid hos Øjenklinikken på Nytorv i Viborg.
Vi kørte hjemmefra i nogenlunde vejr, der var skyer på himlen, men det var klart i vejret. Da vi nåede Struer blev det pludselig strålende solskin. Og det gjorde i grunden turen lidt bedre, for vi var begge nervøse for udfaldet af undersøgelserne hos øjenlægen. Hos optikeren havde der været snak om grøn stær.

Men solen og ikke mindst de gule rapsmarker, som vi blev mere og mere betagede af, hjalp lidt på det. Jeg forsøgte at tage billeder i farten. Dette var det eneste, som blev nogenlunde. Det er Kilen ved Struer man kan se ude i det fjerne. Da vi var kommet lidt længere, måtte jeg ud, for at få nogle bedre.

Én rapsmark ligner selvfølgelig, stort set, en anden, på billeder. Men det er svært at lade være med at fotografere dem, særligt, når man, i tilgift, får både duften af blomsterne og lærkens sang med i købet, mens man tager billedet.

Da jeg skulle ind i bilen igen, så vi kunne komme videre, fik jeg øje på spejlingen i bilens rude, så det blev et anderledes billede af en rapsmark. Og faktisk det bedste.

Vi nåede frem i rigtig god tid og fandt en parkeringsplads på Nytorv, lige der hvor Øjenklinikken ligger. Og ikke ret langt fra byens mest kendte garnforretning. Jeg var nu ikke derinde, selvom vi var så tæt på og havde god tid.

I stedet gik vi ned ad Vestergade, hvor der var taget højde for evt. regnvejr. Men der var overhovedet ikke brug for paraplyer, det var rigtig fint vejr. Så fint, at vi så flere yngre mennesker iført shorts og bare arme. Det syntes vi absolut ikke det var varmt nok til!

Vi var en tur hos Søstrene Grene. Jeg var interesseret i at finde en bakke eller bræt i en bestemt størrelse, til vores spisebord. Hos Søstrene var de nu ikke leveringsdygtige i den vare, men jeg fik øje på de her fine lågkrukker højt på en hylde. Det endte dog bare med en pakke servietter.
Efter et stykke tid satte vi igen kursen mod Nytorv, hvor vi skulle have bilen flyttet, inden vi kunne gå til øjenlægen. Der var heldigvis ledige pladser, så det var snart ordnet og så sad vi lidt i solen på en bænk, indtil det var tid til at komme videre.

Men jeg kunne godt lige få tid til at tage billeder af Sct. Kields brønd.



Som har mange fine detaljer og tog sig særligt smuk ud i solskinnet.
Konsultationen hos øjenlægen var hurtig og effektiv, så det varede ikke mange minutter før vi fik at vide, at der var lidt grøn stær, men ikke så meget, at der var grund til at operere. Men det skulle selvfølgelig holdes øje med, så vi må på tur igen til november.

Efter et kvarter eller 20 minutter stod vi igen ude i solen på Nytorv. Betydeligt opløftede af svaret. Og min mand fik også lov til at køre bil hjemad! :-)
Vi fortsatte mod Holstebro, for nu kunne vi jo lige så godt få de briller købt. Det blev desværre ikke til noget, for der var en anden Synoptik butik, som så gerne ville sælge det stel, som min mand havde valgt, til en af deres kunder, så de havde "lånt" hans. Han skulle jo til øjenlæge, så i butikken i Holstebro regnede de med, at det ville vare et par uger eller 10, før han kom retur. Så lang tid tog det jo ikke, men nu er der bestilt et nyt stel, så han kan komme til at se lidt bedre (ud).

Vi var også en tur gennem Bahne (som jo nu om dage hedder Sinnerup, men det gamle navn hænger nu for godt fast) Her fik jeg øje på en - mener jeg da - philodendron Xanadu. Jeg var stadig på udkig efter et fad eller en bakke til spisebordet. Jeg fandt også noget, som lige præcis kunne bruges, så det var jo dejligt.

Jeg havde været hos Hartvigs bageri i Viborg, for at stille min værste sult. Jeg købte et stykke "pizza" - og så denne utroligt fine marengs.

Som man må have to billeder af, for at få det fulde indtryk af, hvor stor - og fin - den var. Jeg kunne næsten ikke nænne at spise den, og smagen levede nu heller ikke helt op til dens fine udseende. Jeg spiste den ikke på een gang.
Gem
Gem
Gem
Gem
Gem
Gem
Gem
Gem
Gem
Gem
Gem