Onsdag i den snart forgangne uge var vi i Holstebro og Herning. Min mand skulle klippes og have sine nye briller. Det foregik i Holstebro. Mens han blev klippet var jeg rundt og kigge lidt i de butikker, som jeg efterhånden kun kigger i, når jeg er i Holstebro. Nemlig Moster D. og Søstrene Grene.
Jeg lagde ud hos Moster D. Hvor jeg, underligt nok, følte trang til at købe hele butikken, lige da jeg kom ind. Inklusive denne lampe. Som jeg sikkert har set utallige gange, uden at føle den mindste trang til at eje den.
Jeg blev også mindet om, at jeg savner at have en tavle(væg). Dette er en gammel dør, som er malet med tavlelak, men mindre kan nu gøre det. Jeg har et sted, hvor jeg har tænkt at male et felt på væggen. Så kan jeg også slippe af med nogle billedhylder, som jeg bare synes skal støves af hele tiden. :-)
Hos Søstrene Grene var der kommet ny porcelæn. Jeg havde set det på Instagram, men det er ikke altid til at vide, om tingene er kommet til den butik man plejer at handle i eller om der er mere tilbage af det. Det var der denne gang og jeg købte en skål, for de er rigtigt fine, synes jeg.
Jeg var også en tur hos X-akt. Hvor jeg så denne hylde fra Hay, som jeg så i et program i foråret. Billedet er ringe, men jeg synes hylden er så fin. Og særligt i denne farve.
Da min mand var blevet klippet og havde fået de nye briller kørte vi til Herning. Jeg skulle til Stof og stil. Jeg havde en indkøbsliste med. Det vigtigste var desværre udsolgt, men kom igen fredag, så vi må en tur derned igen.
Jeg havde også lidt andet, mindre vigtigt med, bl.a. et meget gammelt stykke stof, som jeg pludselig fik lyst til at lave en pude af. Men der måtte noget andet til, så jeg kiggede på deres hør. Og fandt kun dette, som passede, men jeg skal ikke have en rosa pude, så det blev ikke til noget køb. Til gengæld fik jeg et stykke til bagside til et andet sæt puder jeg vil sy.
Endelig kørte vi til Hammerum, for jeg skulle have købt noget hos Kølkær Stoffer og hobby, hvor jeg var for første gang i maj, da jeg var på tur med min veninde Jessie. Dengang vidste jeg ikke, at vi skulle der, så jeg havde ikke nogen idé om, hvad man kunne købe der. Men jeg fandt noget, som jeg kunne tænke mig, jeg skulle bare hjem for at få taget nogle mål.
Jeg var så heldig, at der var udsalg, minus 25% på alt stof. Jeg lånte også deres toilet - og måtte tage et billede af brusenichen, hvor det er svært at gå glad i bad!
Alt i alt var det en ret indbringende dag, selvom jeg dog var en smule ærgerlig over det udsolgte stof hos Stof og stil.
Da jeg var i Skals blev jeg mindet om hjerteranker, som jeg havde i rå mængder i 80'erne og begyndelsen af 90'erne. Så gik de af mode, men nu er de (selvfølgelig) moderne igen. Og hos Moster D kunne man købe dem, så det gjorde jeg.
Skålen fra Søstrene Grene, i selskab med en skål af mere kongelig byrd - og med rester fra tirsdag aftens syklubmøde.
Det bedste køb har jeg gemt til sidst. Langt om længe fik jeg købt en knage til vores køkken.
Vi har, siden vi blev færdige med renoveringen, haft et viskestykke (sommetider flere) til at hænge på nøglen i døren ud til vore gang. Det har også fungeret fint nok, men det har hele tiden været meningen, at der skulle hænges en knage - eller to - på enden af skabet, som huser bl.a. ovn og køleskab.
Men det har været meget svært at finde noget, som passede til fruens smag, pengepung eller i farven.
Hos X-akt spurgte jeg hvad de havde og det endte med denne gule model, Tria fra Kähler. Nu er hovedfarven (ud over hvid på selve skabene) blå, så det er jo sådan set en fejlfarve.
Men den kunne da byttes, hvis det skulle være.
Det skal den nu ikke, for jeg synes da den passer fint.