I mandags blev jeg færdig med en variant af Three Color Cashmere Cowl, strikket af resterne fra mit Skråplan plus et enkelt nyt bundt Linwool. Det måtte til, for ellers kunne det kun blive til en meget lille variant af halsedissen. Billeder kommer senere, når jeg har fået hæftet ender.
Jeg gik nemlig straks i gang med det næste projekt, da jeg havde lukket den sidste maske af på TCCC. :-)
Forrige mandag var der møde i Gourmetsyklubben og Grethe havde Urban af Susie Haumann med. Vi var alle mere eller mindre forelskede i det sjal, som hedder Ribe - jeg så meget, at det skulle være mit næste stykke strik. Men jeg måtte vente, for dels skulle halsedissen jo være færdig og dels skulle hæftet med opskrifterne komme hjem på biblioteket.
Jeg var dog så opsat på at komme i gang, at jeg overvejede at købe det selv. Sidste mandag var jeg hos Kølkær Hobby og Stof og der kiggede jeg efter det. Heldigvis havde de det ikke, for da vi kørte hjem fik jeg besked fra biblioteket i Lemvig, at det var klar til afhentning. :-)
Så i mandags, hen på eftermiddagen, var jeg færdig med at slå de 468 masker op, som man kan se på billedet øverst.
Og her har jeg strikket 11 pinde af kanten. Som var SÅ kedelig at strikke. Og det blev ikke bedre af, at jeg skulle have lidt flere pinde for at få en ordentlig højde på den. Jeg strikker på en pind 3½ - ikke 4, som der står i opskriften. Garnet er Cottonwool, også fra Garnudsalg.
Men jeg holdt ud og i går kunne jeg komme i gang med det, som jeg syntes måtte være mest interessant. Det var faktisk også en smule kedeligt, men det gik dog over, da jeg fik lært mønstret ordentligt at kende. Og nu er jeg nået så langt, at det tager et godt stykke tid at strikke en pind (der skal strikkes vendestrik, så de første pinde var meget korte).
Det er ikke helt egnet som TV eller -lydbogsstrik, fordi man må holde styr på ret og vrangmaskerne på den ene side. Når man strikker tilbage strikker man kun ret. Så jeg har allerede fundet garn til det næste projekt fra Urban. Nemlig Århus. Som egner sig meget bedre som TV/lydbogsstrik og som desuden kan strikkes i rester.
Jeg har i flere år haft to bundter Pacalina fra Garnudsalg liggende. Pludselig slog det mig, at de ville kunne bruges som følgetråd til dette sjal. Så nu kan jeg slet ikke vente med at komme i gang med det. Men jeg må nok hellere vente. Af to grunde. Hvis jeg går i gang med det, så kunne det godt ende med, at Ribe blev forsømt helt og aldeles. Og Århus skal, i følge opskriften, strikkes på pind 3½. Dem har jeg vist kun et sæt af... :-)