For små fjorten dage siden købte jeg Alt for damernes store julenummer. Og det var lige før jeg aldrig var kommet i gang med at kigge i bladet, for allerede på et af de allerførste opslag, blev jeg gjort opmærksom på, at en af bidragyderne til denne uges nummer, sidste år havde udgivet en julebog. Så den måtte jeg fluks have bestilt på biblioteket.
Jeg har siden fået den og er egentlig ikke længere så forbavset over, at kun 8 biblioteker i hele landet har den på hylderne.
Men jeg bladrede videre. Indtil jeg nåede til "kulturafsnittet", hvor man kan læse om nye bogudgivelser, udstillinger og nye TV-programmer. Det sidste var der lille omtale af. En ny serie på Netflix, som havde premiere den selv samme dag. Det var filmatiseringen af Margaret Atwoods roman Alias Grace. Som jeg da selvfølgelig også straks måtte kaste et blik på, bare fordi jeg kunne.
Inden jeg havde set mig om, havde jeg set det meste af første afsnit. Jeg kunne godt huske, at der i romanen er referencer til patchwork, over hvert kapitel er der f.eks. en tegning af en blok. Så på et tidspunkt ser man heltinden sidde ved et bord og sy - oversætteren er tydeligvis ikke fagperson, for log cabin blokken, som hun var i gang med, blev oversat til træhytteblokken. Sådan noget irriterer mig, som jo er sprognørd, men det må man nok bare lære at leve med. Men ikke bære over med, for man kunne bare have slået ordet op, inden man gav sig til at tekste!
Meget kort efter fulgte scenen, som er på billedet. Og det var jo så betagende, at jeg tog et billede af TV-skærmen og lagde det ud på Instagram. Til fleres begejstring.
Og nu kommer vi så (endelig) til det, som er årsagen til overskriften. I dag til morgen sad jeg og studerede mit feed (de billeder, som er kommet fra dem jeg følger i løbet af den sidste tid) og jeg var da nær faldet af sofaen, da jeg så dette.
Lige da jeg så det, tænkte jeg selvfølgelig, at det da er mit eget billede. Men dels er billedet bedre end mit, og dels mangler underteksten. Det er Thimbleanna, som har postet det. Hun bor i USA og er derfor fri for at læse om træhytteblokken.
Jeg læste forøvrigt også et sted, at de malerier, som ses i to af hjemmene i serien, er "stjålet" fra Statens museum for kunst. De er printet ud fra nettet og indrammet. SMK er, ifølge det jeg læste, begejstrede for det, men det kan måske også give nogle flere kunder i butikken, hvem ved?