Jeg har meldt mig på et såkaldt Knitalong. Strik et par julevanter i løbet af december. Jeg kommer nu kun til at strikke en af dem, i løbet af december.
Jeg havde ikke taget højde for, at der skulle være fire nøgler garn til projektet, så alene af den grund har jeg valgt, at strikke dem en ad gangen - med, selvfølgelig, lidt fare for, at jeg aldrig får strikket vante nr. 2. Når jeg ser på det foreløbige resultat, så kunne der godt være en risiko for, at det bliver enden på det. For min rib er godt nok ikke pænt strikket.
Jeg har overvejet, om jeg skulle begynde på nr. 2, men så skal jeg bryde garnet og det vil give et helt uoverskueligt antal ender at hæfte, når jeg er færdig med dem begge, så det er også en formidabel god grund til kun at strikke en ad gangen. :-) Ja, og så har jeg heller ikke to hele sæt strømpepinde, der mangler en pind til det ene. Og jeg hader at strikke kun med fire pinde. Jeg kunne selvfølgelig bruge Magic Loop metoden (hvor man strikker på en lang rundpind i stedet for med strømpepinde), men jeg ville jo stadig skulle bryde garnet...
I dag skulle man strikke alle maskerne sammen to og to. Med fire tråde garn. Det var ikke helt nemt på en pind 3. Men det lykkedes da, som man kan se. Nu er jeg noget spændt på, hvad der skal ske næst. Men det må jeg vente med at få at vide til fredag, for i morgen kommer det samme clue til vante nr. 2. Ellers kan det jo også være svært at få det til at vare helt til d. 22. december.
Knitalongen er sat i værk (tøhø) via den helt nyåbnede butik Garnvärk, som ligger i Fredensborg. På Instagram kan man se nogle af de foreløbige resultater under hashtagget julevanter2018. Her kan man også se, at der er nogle, som er sluppet meget bedre fra at strikke ribben end jeg er. :-D