I denne uge var der møde i Gourmetsyklubben, så jeg skulle have en værtindegave med. Og det gik jo så godt med at sy en lille coaster efter anvisningen fra Charise Creates, at jeg tænkte, at sådan en skulle vores værtinde da også have.
Jeg fandt et stykke stof, som jeg aldrig har syet af før. Ayumi Mills (som i mange år skrev på bloggen Pink Penguin, men så fik hun børn. :-)) har designet en stofkollektion for Kokka, som hedder Lighthearted. Jeg var for sent ude, som sædvanligt, men det lykkedes mig at finde et sted, hvor man kunne købe stoffet med "billeder" i den turkise version, som jeg bedst kunne li'.
Så jeg skar en apple pie ud af stoffet og fandt de øvrige stoffer i en æske med rester. De blå/hvide fra Carolyn Friedlander var skåret ud, lidt for store, jeg havde tænkt de skulle bruges i en blok fra Sewcial Bee Sew-along'en, men jeg måtte sande, at det blev for uroligt med de mange streger, som pegede i alle retninger.
Men her var det perfekt.
Jeg quiltede med min bedstemors hæklegarn, som jeg før har gjort. Det er så hyggeligt at se hendes navn inden i "røret".
Det færdige resultat. Jeg blev rigtig godt tilfreds med det. Jeg valgte at quilte på en anden måde denne gang, for jeg ville ikke have et kryds ned midt over apple pie'en. :-)