Mens jeg venter på at få nogle flere skibe til at sy, har jeg fundet en UFO frem. Blokkene til Sewcialbee Sampleren, som jeg syede på sidste år, har ligget stille et stykke tid.
Jeg lagde ud med at skære til blokken Flock, som består af en masse Half Square Triangles. Da jeg begyndte at sy, kan jeg læse, i det første indlæg, at det kunne være, at jeg blev helt god til dem. Men nu, hvor jeg efterhånden har syet en hel del af dem, må jeg konstatere, at det bliver jeg ikke. Ikke uden hjælp i hvert fald. Så nu vil jeg investere i en Bloc Loc Ruler. For blokken på billedet blev aldrig færdig, fordi jeg skar de små HST'er helt forkert til.
I ren frustration kastede jeg mig i stedet over en blok, som ikke var helt færdig. Det var med fuldt overlæg, at jeg havde sat den på standby, for jeg ville, som jeg skrev sidste år, vente med at sætte kant om, indtil jeg havde nogle flere færdige blokke.
Jeg kan også se, at jeg var i tvivl om, om jeg ville bruge den. Men det vil jeg. Jeg ville nok bare ønske, at jeg havde valgt noget andet stof til kanterne, for farverne er lidt for ens. Det ser dog værre ud på billeder end det gør i virkeligheden.