om ikke hele mit liv, sådan som fru Møghe ønskede at eje en (sin egen) alabastervase, så i hvert fald et par år. Og da jeg engang nævnte for Bitten, at dette broderi fra fru Zippe stod på min ønskeseddel, fortalte hun, at hun havde et halvfærdigt liggende derhjemme og det måtte jeg gerne arve. Det blev jeg meget glad for at høre.
I lørdags, da vi havde møde i Vesterhavsgruppen havde hun det med og søndag eftermiddag kastede jeg mig over det. Desværre fik jeg ikke taget billede af, hvor langt Bitten var nået, inden hun gav det væk, så på billedet her er jeg allerede nået et stykke videre.
Så langt er jeg kommet nu. Det går næsten over stok og sten, men fladerne er også nogenlunde store og der er ikke så mange enkelte sting af andre farver, som dukker op her og der.
Jeg er meget begejstret for fru Zippes broderier, og jeg har allerede nogle af de nye på min ønskeseddel. Denne her burde jeg jo næsten sy! Der er bare ét problem. Jeg har svært ved at bestemme mig for, hvordan jeg skal montere dem.