I begyndelsen af juli lokkede Saxo med op til 24% besparelse på engelske bøger.
Jeg tænkte, at jeg da kunne prøve at bestille Karen Lewis' nye bog Wabi Sabi Sewing, selv om den først skulle udkomme omkring d. 31. juli. Det kunne godt lade sig gøre at bestille den, men hvad der var mere overraskende var, at Saxo forventede at kunne levere den omkring d. 16. juli. Det undrede mig noget, men det holdt stik, for allerede d. 13. kunne jeg hente bogen på "posthuset".
Jeg forkyndte det selvfølgelig på Instagram og Maria spurgte, om jeg ikke ville skrive en lille anmeldelse af den, når jeg havde fået den kigget lidt mere grundigt igennem. Og det vil jeg gerne.
Sådan som det af og til er, når man får en ny bog i hænderne og bladrer den lidt hurtigt igennem, tænker man, var det det? Det gjorde jeg også med denne. I hvert fald til en vis grad. Men så gav jeg mig til at studere den nærmere og, som det også ofte går, ændrede jeg mening.
For jeg synes det er en glimrende bog og der er næsten ikke noget i den, som jeg ikke gerne ville sy. Da jeg skulle tage billeder til dette indlæg havde jeg også svært ved at beslutte mig for, hvilke jeg skulle vælge, for jeg syntes i grunden, at de alle skulle med.
Der er alt fra de mindste projekter til et helt sengetæppe.
Der er billeder af små fine detaljer, som man kan blive både inspireret og betaget af.
Karen Lewis har, selvfølgelig, i stor udstrækning brugt sine egne stoffer til modellerne, først og fremmest den seneste kollektion Blueberry Park 3, som findes lidt nede på siden. Men der er også stoffer fra andre designere, f.eks. fra kollektionen Outback Wife, som er designet af Cathi, som har firmaet Gertrude Made. Dem har jeg været svært begejstret for, siden jeg så den første kollektion, men de er svære at få fat på og så vidt jeg kan finde ud af, så er den nyeste kollektion kun lavet i en kvalitet, som egner sig til møbelpolstring.
Beskrivelserne i bogen er gode og der er også det obligatoriske afsnit med teknikker, som findes bag i bogen. Noget, som jeg synes er meget tiltalende. For når man har syet patchwork i nogle år, så kan man jo teknikkerne og så er det faktisk dejligt, at man ikke skal sidde og bladre forbi dem, før man kommer til det, som er det virkeligt interessante.
Da jeg bladrede bogen igennem første gang var der ét billede, som fik perfektionisten til at spjætte i stolen. For det her er da noget sjusk, og så endda i en bog! Det tog mig lidt at komme over det, men jeg sagde til mig selv, at bogens undertitel er: 20 sewing patterns for perfectly imperfect projects, så det var grunden til at ikke alt er perfekt.
Men det havde gjort stort indtryk. Da jeg skulle tage billeder opdagede jeg til min forbløffelse, at der kun var det ene billede af noget, som ikke var helt perfekt. I min hjerne var det blevet til mange flere. :-)