I går kom jeg endelig til at sy igen. Jeg fik de tre blokke til min Hannah's Garden Quilt gjort færdige. Blokken i nederste venstre hjørne er den, som jeg først syede, resten er de nyeste.
Jeg er godt nok tilfreds med dem, hvis man kun ser på det ud fra en æstetisk vinkel. For jeg er ikke tilfreds, når det kommer til det rent tekniske. Det ville ikke give et 10-tal. Og det irriterer mig noget så grænseløst, for jeg skærer så nøjagtigt, som jeg kan osv. Alligevel er blokkene ikke 100% lige store.
Der skal skæres til mellem hver omgang, før man syr næste. Fejlen opstår sikkert, når man syr første omgang, med kvadratet og de første trekanter. Jeg folder ganske vist efter alle kunstens regler, så trekanterne kommer til at ligge midt på kvadratet. Men det må jo være der, at det går galt. Skulle man synes.
Jeg prøvede for sjovs skyld at sy to blokke sammen. Det passer jo nogenlunde, i hvert fald godt nok til mig. Så jeg satser på, at jeg kan få det til at hænge ordentlig sammen. Dvs. så spidserne mødes, næsten, som de skal.
Men en anden ting, som er småt irriterende, har jeg fundet ud af, at der ikke er noget at gøre ved, så længe jeg bruger min nye stingplade og min inch-trykfod. Når jeg syr hen over flere lag stof, så hopper min maskine nok så elegant et lille stykke til højre. Jeg har rettet det ved at vende om og sy fra den anden side, når stykkerne er syet sammen. Det hjælper også, hvis jeg styrer det lidt, mens jeg syr. Men det glemmer jeg ind i mellem.
Det hjælper til gengæld ikke det mindste, når jeg skal sy endnu flere lag sammen. Det kunne jeg konstatere, da jeg syede de to blokke sammen. Trykfoden skubber simpelthen stoffet helt væk, og det kan man bare ikke gøre noget ved. Andet end at skifte både stingplade og trykfod, så man kan flytte med nålen. Så det må jeg gøre, når jeg skal sy hele historien sammen til sidst.
Men bortset fra det, så er jeg nogenlunde tilfreds med mine blokke og stadig ovenud tilfreds med den nye stingplade. Jeg er dog også blevet helt overbevist om, at der ikke skal sys 52 små blokke* til at indramme de store med. Det har jeg hverken tålmodighed eller krudt til. Jeg har hele tiden syntes, at det bliver lidt for uroligt, men nu er der også andre ting, som gør, at jeg ikke er i tvivl om, at min have-quilt skal være med en enkelt, lidt bred, kant udenom.
* Så mange skal der til, hvis man syr blokkene med fire omgange trekanter. Det må give knap så mange, når jeg kun har tre omgange. Men hvem siger, at det overhovedet kommer til at passe? Det er helt sikkert det bedste at springe dem helt over! :-)