For en måneds tid siden så jeg et billede på Instagram, som jeg straks, både like'ede og gemte. For jeg skulle da lave noget lignende en dag.
I lørdags så jeg det igen. Og blev (igen) mindet om, at jeg faktisk har været i gang med at lave sådan nogle blomster af femkanter, som skulle blive til en krans. Jeg fandt dem frem og bestemte, at i stedet for at gå i gang med noget nyt, så var det meget nemmere og mindre "anstrengende" i varmen, at fortsætte med noget, som jeg var godt i gang med.
Oprindeligt var det min plan, at jeg ville sy kransen ned på et stykke blåt/hvidt køkkentern, så det blev til en rigtig sommerpude. Men af en eller anden grund, så fik jeg mere lyst til, at det skal være en juleagtig pude.Jeg manglede kun at sy fem til, for at have nok.
I går var jeg nået til at skulle sy den sidste. Dvs. jeg bestemte, at jeg ville lave en erstatning for den til højre på billedet, for den ser meget pink ud sammen med de andre. Så det blev til en stribet i stedet.
De er da fine! Og sommerlige. Jeg har tænkt lidt over, om det mon alligevel skal være en sommerpude, som først bestemt.
Da jeg ledte efter nyt stof til den pink, fandt jeg et stykke hør i mine gemmer. Det ville fint kunne bruges, hvis ikke lige det var for blomsten i rød med hvide prikker ude til venstre. Den falder lidt for meget sammen med bundfarven. Jeg har en grå i tankerne, måske et stykke af mit Essex linen i farven charcoal.
Men jeg fandt også ud af, at den, som skulle have været den sidste, kun bliver den næstsidste. For den er alt for kridhvid i forhold til de andre. Så der bliver en 12., denne gang med kirsebær. Det er ikke så nemt at se forskellen, men den er meget tydelig i virkeligheden.
Midterne er for øvrigt ikke ens. Da jeg gik i gang igen kunne jeg ikke finde det stof, som jeg havde brugt til de første fem. Men jeg fandt et glimrende alternativ. Jeg klippede uden om blomsterne, i det stof, som er brugt til den, som ligger helt forrest på billedet med alle blomsterne på hørren.
Det blev faktisk meget pænere og hvis ikke det var, fordi jeg havde så mange syet, så ville jeg egentlig gerne have lavet de oprindelige i det "nye" stof. De andre er nemlig pink. Men jeg lader det være. Og nu hvor jeg har skulle lave to nye, kommer det også til at passe med, at der bliver fem af hver. Hvilket passer perfektionisten så godt!