
Jeg har længe villet skrive et indlæg om min tablet. Og nu skal det være.
I dag er det nemlig to år siden jeg fik den. Det er også to år siden vi fik ny bil og jeg var, samme dag, til den første af en række undersøgelser på Herning sygehus, som endte med operation på Skejby sygehus i januar året efter. Der var forstadier til livmoderkræft, så det var bare med at komme af med det. Men d. 23. september 2016 var altså en temmelig indholdsrig dag.
På vejen hjem havde min søster sendt en SMS for at høre om vi var hjemme, men det kunne jeg kun svare nej til. Så derfor kørte vi hen til dem, før vi kørte hjem. Så kunne de også få den nye bil at se, og vi kunne finde ud af, hvad hun ville.
Og så ville hun give mig en tablet. Lemvigbanens medarbejdere havde fået nye, så de gamle blev solgt billigt. Jeg blev meget overrasket og glad. Den blev behørigt indviet med opsætning og installation af WordFeud, som vi havde spillet nogle år, jeg via min telefon. Men da jeg gik over til en Windows model, så fik det ende, for det var (heller ikke) kompatibelt med en Windows telefon. Nu kunne vi så komme i gang igen. *
Men det, som jeg var allermest glad for, var, at jeg kunne bruge den til at læse på. Jeg har efterhånden fået mere og mere svært ved at læse de meget små trykte bogstaver i de (murstens)romaner, som jeg sommetider lånte eller købte.
En sådan var den, som ses på billedet. The Crisom Petal and the White af Michel Faber. Den købte jeg nogle år før og fik læst en tiendedel eller deromkring, så gav jeg op, for jeg havde ikke tålmodighed til det. Den kunne lånes via bibliotekets Ereolen Global, så det var en af de første jeg lånte. Fordelen ved at læse via tablet er jo, at man kan forstørre skriften.
Siden er jeg også begyndt at høre lydbøger, og nu går det over stok og sten, for dem kan man jo høre, samtidig med at man laver noget andet.

Jeg skrev et stykke tid en liste over de læste/hørte, men det holdt jeg desværre op med. Titlerne til højre er fra Ereolen Global, mens de andre, som man kan se, er fra Mofibo. Min optiker (Synoptik) gav mig 2 måneders abonnement i julegave. Der mangler nogle på den liste, bl.a. Leonora Christina Skovs Den der lever stille. Og så er der en tryk fejl. Bogen hedder Red Joan ikke Read Joan. Den var faktisk meget fascinerende, den bog.
Som man kan se, har jeg læst/lyttet til mange forskellige bøger, også The Wind in the Willows, indlæst af Allan Bennett. Det var en særlig stor oplevelse.
Jeg har tænkt, at jeg vil give mig til at lave indlæg om bøger også, det kunne jo være, at der var noget, som kunne være interessant for andre.
Jeg hører/læser ikke kun bøger på engelsk, men oftest. Det er dog også blevet til rigtig mange danske, bl.a. mange af Georges Simenons bøger om Maigret, som jeg elsker.
Desværre er den danske app ikke nær så god som den engelske. Den går ofte i stå og man kan ikke aflevere de bøger man låner, men må bare vente til de udløber af sig selv. Og da man låner dem i 30 dage, så varer det jo et stykke tid.
Lemvig bibliotek har en begrænsning på 3 bøger - enten lyd eller e-bøger, så det kan man snart overskride. Heldigvis er der en del, som ikke "tæller med", så dem kan man låne lige så mange af det skal være.
* Jeg har stadig tilgode at vinde over hende!