I denne uge kom jeg endelig i gang med at quilte min juleløber. Jeg gik i gang i weekenden, men min spraylim slap op, så jeg fik kun limet bagsidestoffet til vattet. Heldigvis gik det hurtigt med at få en ny fra Patchwork Oasen i Skjern, som tilmed havde det på tilbud, så det blev ikke helt så dyrt, som det kunne være blevet.
Jeg er ikke den store fan af matchstick quilting, når jeg selv skal gøre det, (og her er det vist med husholdningstændstikker!) for ellers synes jeg, det er noget af det fineste. Jeg har meget svært ved at få sømmene lige, også selv om jeg begynder med at tegne en streg op med lineal, som jeg går ud fra.
Jeg lagde et billede ud på Instagram og klagede lidt over, at det ikke blev så pænt, som jeg gerne ville have det til at blive. Og fik en kommentar fra Helene Juul, som bl.a. skrev, at til nogle symaskiner er der jo en afstandsmåler. Det kunne jeg ikke huske, om der er til min, men det er der og den fik jeg monteret.
Jeg pillede det meste af det, jeg havde quiltet op igen og gik i gang i går. Det gik meget bedre, men jeg er stadig ikke helt tilfreds. Det er dog ikke symaskinen skyld som sådan. Det er fordi sømmene ikke er fuldstændig lige. Jeg mangler at quilte 9 rækker, så er jeg klar til at sy lukkekanten på. Jeg glæder mig meget til at se det færdige resultat.
Jeg underskylder det ekstra sene tidspunkt for dette indlæg. Der kom en VVS-mand i vejen. Vores køkkenvandhane begyndte at dryppe for 14 dage siden. Det har den før gjort og er holdt op igen, men ikke denne gang. Nu er pakningerne skiftet og den holder tæt igen.