I sidste uge, da vi var på ferie i Arrild var jeg selvfølgelig også en tur forbi Jettes patchwork i Toftlund. Det ligger kun ca. 8 km fra sommerhuset vi bor i, på vejen til Toftlund, hvor vi som regel handler.
Én tur blev det ikke bare til. Hele tre gange var jeg der.* Og det er faktisk ret godt klaret, når der kun er åbent i butikken to dage om ugen. Jeg havde planlagt to besøg, men onsdag kunne jeg også lige nå derind igen, før lukketid, så det benyttede jeg mig også af.
Jette syntes, det var utrolig morsomt, at jeg blev ved at komme igen. Særligt sidste gang, hvor jeg havde været der én gang, før vi kørte en tur til Ribe. Det var nu heller ikke planlagt, men allerede før vi kørte fra gårdspladsen første gang, ærgrede jeg mig over, at jeg ikke havde købt nogle bestemte stoffer.
Nu begynder vi lidt bagvendt, med noget af det jeg købte tirsdag. Jette har et stort udvalg af kollektionsprøver, som også er rimeligt billige. Denne gang fandt jeg bl.a. nogle fra Cotton & Steel.
Jeg synes, det er så spændende med disse poser, men jeg er ikke god til at få stofferne brugt. Jeg købte en til, om onsdagen. Men der ved jeg til gengæld, hvad jeg vil bruge stofferne til. Mere om det senere.
Det sorte stof skulle bruges til et hemmeligt projekt, som må være hemmeligt lidt længere endnu. Jeg meldte mig, i begyndelsen af oktober, til et julemysterium på Facebook, som Nina Lise Moen står for. Det varer ikke så længe, før vi når til det sidste clue, og så må vi godt vise det færdige resultat frem her og der.
*Det kunne være blevet til 4 besøg. Der var også åbent om søndagen, d. 4., da vi kom til Arrild. Vi var bare ikke kørt tidligt nok hjemmefra til at kunne nå det.